|
|
|
Velkommen til Tanker, Tekst og Tal ...
... og udsigten fra mit køkkenvindue i Ålsgårde
Du kan, i menuen ude til venstre, vælge mellem fire kategorier:
Fra mit køkkenvindue i Ålsgårde ... tanker om alt mellem himmel og jord, men en hel del om numerologi
Parkinsons ... om en diagnose Tidsbilleder ... drømmebilleder fra meditationer og regressioner
Fra barndommens gade ... fortællinger fra 1950-erne
. Tidens foranderlighedSkrevet af Regitze 24-07-2016 09:14 Når man logger ind på facebook minder siden een om, med jævne mellemrum, opslag man har lagt op på samme dato for et eller flere år siden. I dag loggede jeg ind til: "Jeg ligger her på solsengen og nyder dagens sidste livgivende stråler. Skråt bag mig spiller bagboen klaver, hans vimpel fortæller, at vinden er i nordvest. Når jeg rejser mig er himlen lyseblå, vandet på Øresund mørkeblåt. Vor anden nabo har stille gæster, vor tredje er netop kommet hjem fra campingferie i Skagen. Dyrlægens, længere henne, er ved at stable brænde inden det bliver torden. Vore krydderurter har besøg af et utal af bier og smukke sommerfugle. Vinden suser i bøgebladenes træer, hos min fjerde nabo - skoven, det er skøn dansk sommer." Skrivet er tre år gammelt, og jeg husker tydeligt den eftermiddag, hvor tiden stod stille; så stille, at jeg kunne sanse tydeligt. Øresunds vand er stadig blåt, himlen er stadig smuk, skoven stadig fantastisk, stilheden tænker vi os dagligt til, da to af vore naboer er gået til de evige jagtmarker, og vi er blevet beriget med en meget yngre generation - foreløbig blot til den ene side. Oh ja, de spiller skam også klaver. Det vil sige, børnene "spiller" for åbne vinduer.
Lyden rammer skoven og ekkoer tilbage - det giver en god klangbund. I min familie siger vi, at det er "ø Veteraner og Krigens GruSkrevet af Regitze 19-07-2016 09:17 Retfærdighed, hvad er det? Selvjustits er det retfærdighed? Jeg kan ikke forstå, selvom jeg gør mig de ihærdigste forsøg, menneskers adfærd i denne nye verden af vold. Episoder - og det kan jeg vel ikke engang tillade mig at kalde disse drab, hvor betjente i USA bliver dræbt. Episoder, der er gengældelse for angiveligt politivold og drab. Et ældre forældrepar bliver dræbt af deres søn i Danmark og nu drab i Sydtyskland begået af en afghansk flygtning. Hvad har gerningsmændene til disse voldshandlinger til fælles? De har alle været involveret i grusomheder og krig. Oplevelser som vold, overgreb, drab og handlinger, der ikke normalt forekommer i vor civiliserede verden. Grusomheder der sætter sig som ar på sjælen, grusomheder der giver forstyrrelser i tankerækken, grusomheder der spiller puds med hjernen. Hjernen vor komplekse store valnød på førstesal, som endnu ikke er færdigudforsket, burde prioriteres noget mere til gavn for vore hjemvendte veteraner, der skal leve med krigens gru på nethinden.
Man kan lukke øjnene, men man kan ikke lukke hjernen.
Vi kan ikke melde os ud ...Skrevet af Regitze 15-07-2016 11:54 Så har terroren igen kastet sin lange, mørke skygge. Denne gang på Bastilledagen og over byen og feriemålet Nice i Frankrig, men med afsmittende effekt på hele verden. Ingen kan længere føle sig helt sikker. Vi danskere er vokset op med tryghed. At kunne føle sig sikker har været vor dåbsgave. Uden at male en mørk mand på væggen, må vi desværre konstatere, at sådan er det ikke længere.
Vi bliver opfordrede til at gøre, som vi plejer, at leve livet som vi plejer. Det ville være så enkelt, at gøre som sagt. Tvivl og nag vil være følgesvenden fremover. Vi vil være opmærksomme - igen - i et stykke tid, for så at glemme. Lige indtil det sker igen. Og det vil ske.
Så længe der findes mennesker, der er villige til at ofre deres liv for den "sag" de kæmper for, så længe vil der være ofre i den vestlige, demokratiske verden.
Vi kan ikke melde os ud, vi kan ikke stemple ud, vi kan ikke sige; det vil jeg ikke have noget at gøre med, eller det vælger jeg ikke at se. Vi må tage stilling og alle må være med til på fredelig vis at bekæmpe terrorismen med alle facetter af klogskab, oplysthed, stædighed, agtpågivenhed og så villigheden til at være der for hinanden.
Mogens Dam skrev i 1948 revyvisen;
Den sidste turist i Eur Tennis, der smager af fuglSkrevet af Regitze 14-07-2016 13:44
Wimbledon er netop afsluttet; og igen i år har vi nydt tennisspillet; selvom flere af spillerne mangler selvjustits, har mange irritationsudbrud, stønner/råber, smider med ketcheren og ja, viser "usportslig opførsel”.
Tidligere var tennis en gentleman sport, hvor også tilskuerne havde pli og opførte sig ordenligt. Nu om stunder har nogle af de deltagende spillere en supportgruppe med, der med råben og skrigen prøver at opildne fra sidelinjen.
Ikke særlig skønt/kønt at lægge øre eller syn til.
Årets vinder på herresiden, den skotske tennisspiller Andy Murray, var helt sikkert den rette vinder. Men hold da op hvor kan jeg blive irriteret over at se hans opførsel, når spillet ikke flasker sig for ham. Han stamper, råber, skælder ud på træner og andre i vip-boksen, opfører sig i det hele taget som en forkælet unge, hvad han sikkert også er.
Når han vinder, knytter han hånden og kigger op mod sin boks for at understrege sin vinderbold eller sit slag. Gad vide hvad Ivan Lendl, Murrays træner, tænker. Han er nok en af de mest elegante og gentlemanagtige tennisspillere nogensinde - åh, måske lige med undtagelse af Roger Federer.
Da vi havde sommerhus i Rågeleje, var vi medlemmer af en lille privat tennisklub med een tennisbane.
Vi boede små 500 meter fra banen, og når vinden
Jeg har fået gartner ...Skrevet af Regitze 12-07-2016 15:58 Er det lidt blæret at sige sådan? Eller, bliver jeg nødt til at fortælle, at det er altså sket som en følge af
“Nød, lærer nøgen kvinde at spinde”. Nok det sidste, smiler, men det gør altså ikke fornemmelsen mindre god.
Jeg farer godt nok stadig rundt med den lille elektriske fra Fiskars, en havesaks og en hækkesaks og klipper toppen af alle de efeus der har forvildet sig op i luften over hegnet, hvor de tager min udsigt til Øresund.
Jeg klipper også kanterne langs hyggekroge og bede, slår græsset, trækker ukrudt op mellem brostenene i indkørslen, klipper den grønne plet ved postkassen, klipper rundt ved skraldespand, hiver forvildet ukrudt op mellem fliserne og har næsten altid rumpetten i vejret, når jeg går i haven.
Ikke desto mindre har jeg fået gartner. Den sødeste gartner, der planter ny bøgehæk, ny fantasktisk magnolie der blomstrer hele juli, en gartner der tager alt det grove, klipper hækken - og jo, vi har skam hele tre sider meget lange hække i kuperet terræn af blandet hæk, der skal holdes indvendigt og udvendigt.
Han top kapper og fælder, han reparerer havelågen mod skoven, han kan alle planternes latinske navne, han er anlægsgartner, har vid og humor - og er havenørdet på den gode måde. Vi har lige sammen dvælet ved vore Profetiske samtalerSkrevet af Regitze 12-07-2016 07:59 Den 5. juli 2016 skrev jeg som svar på Marianne Nygaards artikel om samtaler der skaber udvikling,
Er dine samtaler patetiske … eller profetiskeKære Marianne, dette blot for at fortælle dig, hvor meget jeg nyder dine indlæg/nyhedsbreve/blogs. De er skrevet med hjertet, med omtanke, empati og er i stand til at navigere i “oprørt farvand”. Dette, dit sidste, skriv om samtaler og indre dialog er jeg specielt glad for. Det bekræfter mine tanker og mine indre samtaler. Som du ved, fik jeg for en del år siden diagnosen Parkinsons. Jeg har valgt at acceptere at have en diagnose, men valgt ikke at være syg. Jeg har valgt ikke at være bundet af at skulle gøre som andre, jeg har valgt at lytte til min krop, at lytte godt efter de indre dialoger og tolke som jeg mener, at udkommet skal tolkes. Glæden ved livet, en humoristisk og positiv tilgang til dagligdagen og til udfordringer har bragt mig derhen, hvor medicinen nu bliver reduceret, hvor jeg får det stadig bedre og hvor folk siger: Man kan jo ikke se på dig, at du har Parkinsons. Nej, det kan man ikke takket være positiv tænkning, meditation og en nu årelang øvelse i at sætte tempoet ned og turde give sig tid til at nyde nuet. Kærlige tanker fra hjertet – og jeg glæder mig til at blive lidt klogere og læse dine fremtidige skriv. Regitze P.S. Kommer lige i tanke om Raquel Rastenni’s He Dit lyse smilSkrevet af Regitze 11-07-2016 15:43 Kan du huske …
det er ikke sikkert du kan og hvis, så er du født tilbage i det sidste århundrede,
men måske …
Da jeg var 9 år fik jeg en poesibog.
En lyserød sag, der havde samme farve som omslaget på mine Pukbøger, dem med de skønne Christeltegninger på forsiden. Jeg var rævestolt.
Til dig, der ikke kender begrebet poesibog, er det en lille venindebog, hvor man gensidigt berømmer hinanden med tidens mode indenfor poesi.
Små nemme digte, rim og remser, for ingen af os var endnu blevet fortrolige med legen med ordenes finurligheder.
Min veninde Kirstens mor havde skrevet Lev Vel i hendes, så jeg bad naturligvis min mor skrive i min – og helst på første blad i bogen.
Min mor skrev:
Dit lyse smil
Din glade stemme
Jeg tror dine venner sent vil glemme
Set i bagklogskabens så uendeligt klare lys, en forudsigelse med stor visdom, og jeg kan, selvom jeg ikke længere har bogen, se hendes sirlige skråskrift for mig.
Som 9 årig pige, var sådanne mange og smukke ord ensbetydende med krise.
Hvad var det da for noget fjollet noget at skrive? Ama'rSkrevet af Regitze 11-07-2016 15:02 I.
Marys mormor var kommet for at følge med sin datter Lise og sit barnebarn til den første store dag i børnehaven. Mary havde fra begyndelsen ikke lyst til børnehaven, hun var 3 år og ville hellere være hjemme hos sin mor.
Mary var på tværs på den søde, men uartige måde denne morgen og det tog lang tid at få hende i tøjet.
Mormor, Lise og Mary spiste morgenmad sammen og mormor havde været hos ismejeriet og købt snegle og Rosenbrød. Især det sidste elskede Mary, men denne morgen havde hun ikke lyst.
Da de er på vej står mormor på trappeafsatsen, Lise i døråbning og Mary står og læner sig op ad toiletdøren med højre underarm på panden, mens hun sukker dybt og inderligt: ”Åh, min nervedigt”.
II.
Det var lørdag, og de skulle i sommerhuset. Hun og farfar.
Resten af familien skulle komme om aftenen, når forretningerne var lukkede. Det var forår, og solen skinnede. Farfar havde lånt en cykel, for hans egen var på Langeland. Mary sad foran på det lille sæde på cykelstangen. På bagagebæreren stod kurven med varmt tøj, mad og vand.
Farfar cyklede ud ad Kongelundsvejen. Mary syntes, at den var uendelig lang.
Farfar sagde også, at den gik lige fra den ene ende til den anden.
Det tog en time at cykle derud. Me I ørnens vingefangSkrevet af Regitze 11-07-2016 14:40
Stella kiggede ud af sit køkkenvindue. Øresunds vand var azurblåt på denne søndag, hvor sejlerfolket var på vandet. Sandstranden på svenskesiden skinnede kridhvid foran det lille slot Kulla Gunnarstorp, der var omgivet af skov.
Alt emmede af højsommer, hun kunne ikke høre det, men fornam næsten børnenes hvin, når de hoppede i vandet på stranden neden for bakken.
Det eneste der var anderledes, meget anderledes end hvad hun normalt kunne se, var den ualmindeligt store fugl der kredsede over sundet. De store havmåger var i forhold til fuglen; miniaturefugle. Hun kaldte på sin mand, for at han skulle komme og se fuglen, mens hendes blik anerkendende gled over på køkkenbordet, hvor skåle og fade stod og bød sig til med alskens dejlig mad til det ryk ind af gæster, der ville ankomme fra både Danmark og Sverige. Hun havde nået det hele. De stod et øjeblik og betragtede den store fugl og undrede, hvor den kom fra. Ved Esrum sø havde de set fiskeørne; de var store, men denne var større. Deres lille pige-cocker, Prinsessen, gøede voldsomt, gæsterne begyndte at komme.
Hun og hendes mand havde sendt indbydelser ud allerede i april måned. Hendes svigermor var død. Ikke pludseligt, men forventeligt, en ældre dame på 87 år, der var lillebitte og gennemsigt Rejsen til LangelandSkrevet af Regitze 11-07-2016 14:12 En blæsende og kold dag i januar måned 1954 blev familien forøget. Mary, der fyldte seks år sidste sommer, fik en lillebror, som onkel Preben syntes mindede ret meget om Winston Churchill.
Mary vidste ikke rigtig, hvad hun skulle synes om ham den lille nye. Han var da meget sød, ikke særlig lille, og så spiste han hele tiden.
Alle i familien kom for at se på ham. De sagde, dav til Mary og sagde så: - Hvor er han, din smukke lillebror? De skulle alle bære ham og dikke-dikke ham. Det var lige lovlig meget af det gode, og Mary glemte at være både sød og artig. For når hun var uartig, kunne de se, at hun stadig boede i huset.
Hendes mor, Lise, syede, gav den lille ny H.C. mad, gjorde rent, købte ind, syede, lavede mad og gav lille H.C. mad. Mary var grundig træt af al den opmærksomhed han fik, bare fordi han var ny og var en dreng. Hun begyndte, helt uopfordret, at ville lege på gaden, noget hendes forældre havde opfordret hende til utallige gange, men hun havde aldrig haft lyst. Nu havde hun lyst, og hun legede med sine nye venner.
Det var blevet forår, og alle var på gaden, men heller ikke her på gaden kunne hun blive fri for den lille H.C.
- Vær sød at holde øje med barnevognen, sagde hendes mor. Så hver gang den lille H.C. græd, stillede hun sig trodsigt op midt på gaden, vendte hovedet mod karnappen <
1
2
3
4
5
6
7
8
>
Tanker, Tekst og Tal
|
|
|
|
|