Nye indlæg

 
 
Udsigten fra mit køkkenvindue, Regitze SchmidtVelkommen til Tanker, Tekst og Tal ...
 
... og udsigten fra mit køkkenvindue i Ålsgårde
 
 
 
 
 
Du kan, i menuen ude til venstre, vælge mellem fire kategorier:

Fra mit køkkenvindue i Ålsgårde ... tanker om alt mellem himmel og jord, men en hel del om numerologi
Parkinsons ... om en diagnose
Tidsbilleder ... drømmebilleder fra meditationer og regressioner
Fra barndommens gade ... fortællinger fra 1950-erne
 
 
 
 
 
 
 
 
 
.

Tyveri af tandpasta

Skrevet af Regitze
10-07-2016 14:13
Regitze Schmidt, tyveriVi bor med “låge til skoven”. Det er fantastisk at kunne gå lige ind i skoven, at stå på bakketoppen og skue ud over vore “besiddelser”, fra huset at kunne følge årstidernes skiften på første hold. Om aftenen at høre rådyrene kalde på hinanden, uglers forskelligartede skrig under flyvning, rævens gøen - og i dagtimerne alle de andre af skovens mange lyde. Men for det meste hører man ingenting andet end “The Wind in the Willows” - måske ikke helt korrekt, men i hvert fald vinden i bøgetræerne.
Nuvel, der er mennesker der går tur med deres hunde, montain-bikere og mennesker der nyder en skøn gåtur, men få - taget i betragtning at dette er helt gratis.
I går valgte vi, min cocker og jeg, gangstien langs skoven for turen i skoven, for det havde regnet gevaldigt. Solen skinnede, stien var våd og fra træerne dryppede vanddråberne i takt med vindens susen. Langs stien bor mange af vore søde naboer, der alle også har “låge til skoven”.
Ved den ene, bor en sød lidt ældre dame. Hun har været uhyre aktiv hele sit liv - også som frivillig - hendes mand døde for et par år siden, og hun er nu voldsomt ramt af slidgigt. I hendes hus stod alle vinduer og døre åbne. Usædvanligt; børn og børnebørn hjælper dagligt med haven, gåtur med hunden, handler og alt hvad der hører til, men dette var udsædvanligt. Min første tanke var indbrud, slog den til side og tænkte praktisk; hovedrengøring.
På tilbagevejen gik vi forbi hendes hus på den rigtige vej. Her holdt en politibil og en uniformeret mand kravlede rundt i bedet. Det var altså indbrud.

I vort kvarter er næsten ingen gået ram forbi. Det er en lille enklave op til skoven med kun en vej ind og ud, bortset fra stien langs skoven og den til lokalbanen.
Disse indbrudstyve forstår jeg ikke. Der må da være andre måder at komme gennem livet på. Tænker de slet ikke over hvilke spor og traumer det giver hos de mennesker, der har haft indbrud? Sikkert ikke.

Vor tidligere nabo, der døde sidste efterår, havde indbrud kort før sin død, mens hun var indlagt på hospitalet. Vor foran-nabo har haft indbrud to gange. Første gang en sommernat for nogle år siden, hvor hele huset blev tømt. Det må have været en lastbil for huset var tømt … selv den ekstra tandpasta!
Nummer seks hus på stien fra os, har haft indbrud ikke mindre end syv gange.
Vi selv er heller ikke sluppet. Et totalt gennemrodet hjem var hvad vi kom hjem til for nogle år siden. Vor gamle hund var død, så der var ingen hjemme. Alt vort sølvtøj, smykker, pc, lap og så videre var væk. Nuvel forsikringen dækkede og tak for det, men det er jo til nyindkøb, affektionsværdien i arvede genstande kan jo ikke dækkes. At vide, at fremmede har gennemrodet ens hus, siddet på ens seng, og åbnet alle æsker med smykker, smidt den tomme emballage, rodet i undertøjet, været i skabe på badeværelse og køkken, vasketøjskurv, ja, simpelthen været overalt - det er grænseoverskridende.
Det er en så grov overtrædelse af den personlige sfære, at det gør ondt og sætter sig.
Når lågen mod vejen er åben om morgenen, ved man, at der har været nogen. Vor ene nabo mener, at “nogen holder øje”. Vi ser ikke disse “nogen”, men der er ekstra cigaretskod af og til ved indgangen til stikvejen og ved vort udsigtssted på det grønne areal mod Øresund. Hvordan skal man også kunne identificere disse “nogen” - alle ser suspekte ud, når man har haft indbrud.

Vi har fået huset sikret ekstra, ekstra - men de kan jo komme ind overalt, hvis de vil. Vi har fået nyt, men har ikke længere noget af affektionsværdi, og dette til trods sidder der altid et lille stik, når jeg forlader huset og en tanke i baghovedet med en stille bøn; lad der nu ikke blive indbrud, mens jeg er væk.

Tiden går … og man får det en smule på afstand, men når der så har været indbrud igen fem huse væk, tja, så er ens indre beredskab på højeste alarm igen.
 
Også trykt i Helsingør Dagblad den 16. juli 2016 under overskriften Indbrud i skovbrynsidyllen
TalsMagi, Regitze SchmidtTanker, Tekst og Tal
Regitze Schmidt | Lergraven 5, DK-3140 Ålsgaarde - Denmark | Tlf.: +45 5150 2881