Nye indlæg

Fra mit køkkenvindue, Regitze Schmidt
 
 
Velkommen til min blog.
 
Her kan du læse mine tanker om livet, set fra mit køkkenvindue i Ålsgårde.
 
Du kan - i menuen ude til venstre - vælge mellem fire kategorier:

Fra mit køkkenvindue i Ålsgårde ...
Parkinsons ... om en diagnose
Tidsbilleder ... drømmebilleder fra meditationer og regressioner
Fra barndommens gade ... fortællinger fra 1950-erne
 
God fornøjelse,
Dea Stella ...
(og ja, jeg har skiftet navn, fordi jeg tror på - og det virker for mig - at vore energier og vore navnes energier skal have en fælles forståelse) Klik under navneændring til venstre - hvis du er nysgerrig.
 
 
 
 
 
.

Ama'r

Skrevet af Regitze
11-07-2016 15:02
I.
Marys mormor var kommet for at følge med sin datter Lise og sit barnebarn til den første store dag i børnehaven. Mary havde fra begyndelsen ikke lyst til børnehaven, hun var 3 år og ville hellere være hjemme hos sin mor.
Mary var på tværs på den søde, men uartige måde denne morgen og det tog lang tid at få hende i tøjet.
Mormor, Lise og Mary spiste morgenmad sammen og mormor havde været hos ismejeriet og købt snegle og Rosenbrød. Især det sidste elskede Mary, men denne morgen havde hun ikke lyst.
Da de er på vej står mormor på trappeafsatsen, Lise i døråbning og Mary står og læner sig op ad toiletdøren med højre underarm på panden, mens hun sukker dybt og inderligt: ”Åh, min nervedigt”.
 
II.
Det var lørdag, og de skulle i sommerhuset. Hun og farfar.
Resten af familien skulle komme om aftenen, når forretningerne var lukkede. Det var forår, og solen skinnede. Farfar havde lånt en cykel, for hans egen var på Langeland. Mary sad foran på det lille sæde på cykelstangen. På bagagebæreren stod kurven med varmt tøj, mad og vand.
Farfar cyklede ud ad Kongelundsvejen. Mary syntes, at den var uendelig lang.
Farfar sagde også, at den gik lige fra den ene ende til den anden.
Det tog en time at cykle derud. Mens de kørte, fortalte farfar historier, også om dengang Mary var helt lille. Dengang lå hun i en lille vogn, som blev spændt på fars cykel, en efterløber kaldte farfar den. Det første stykke sov hun godt, men på det sidste vågnede hun næsten altid. For dér var vejen fyldt med huller, som det var svært at undgå at køre ned i. Så lå hun der og sagde lyde, til de nåede sommerhuset.
Farfar var en meget klog mand. Han fortalte om husene inde i byen, om træerne og om fuglene.
Det skete, at han stoppede op for at kigge sig tilbage; kigge ind på sin by, som han kaldte den: København.
Sommerhuset lå på hjørnet af Ægyptensvej og Ugandavej. Langs den ene side af grunden var der en stor grøft med masser af siv og andemad.
Her kunne Mary ligge på vejen og kigge ned på røret, der gik undervejen, som vandet løb igennem. Og med en lang pind med en ble på som net kunne hun fange hundestejler. Det var noget af det mest spændende, hun vidste. Hundestejlerne og andemaden blev puttet i en krukke og til sidst, efter mange timer, blev det hele hældt tilbage i grøften.
Egon havde bygget sommerhuset i 1942, samme år som han mødte Lise. Han havde fået hjælp af nogle af Lises brødre. Huset var ikke stort, men havde en stue med en lille ovn, et soveværelse med køjesenge og et køkken. Udenfor var der et lille skur med et redskabsrum, et rum hvor man kunne sove om sommeren, og hvor man også gik på dasset. Her skulle man sidde på en bænk, og neden under bænken var der en spand. Egon gravede med jævne mellemrum et stort hul i haven, hvor han tømte spanden ned i. Det er god gødning til planterne, sagde han. Der lugtede specielt på dasset. Egon tjærede tit derude og sagde, at der lugtede betydeligt bedre på hans das end på de fleste andres. Farfar låste op til sommerhuset og åbnede vinduerne. Der var koldt, og der lugtede indelukket. Der skulle bare luftes ud, sagde farfar, så blev der hurtigere varmt. Der var ikke mange store træer på grunden, men Egon og farfar havde plantet nogle hvert år og en hel masse efteråret før. Så det ville ikke vare længe, sagde farfar, før man slet ikke kunne se vejen mere.
Farfar hentede skovl og rive og gik ned for enden af grunden for at ordne jorden, så han kunne lægge nogle frø til urter. Her skulle være urtehave og køkkenhave. Bagefter skulle de så spise frokost. Mary tog sin lille træskammel og gik med, satte sig på skamlen og kiggede på farfar. Luften var tør, og langt oppe kunne hun se og høre en flyvemaskine, der med sine to motorer var på vej til flyvepladsen i Kastrup. Mary syntes, at den lyd og lyden af sanglærken, der slog sine triller, var de dejligste lyde. Farfar fortalte om lærken, om reden, om ungerne og om lærkens fjender, mens han ordnede jorden.
De spiste deres frokost. De fik bedre mad end andre, fortalte farfar. Far var jo slagter, så de fik kun det fineste og det bedste kød, man kunne få.
 
Farfar fortalte, at under krigen boede der gæster i sommerhuset hele året rundt. To af Marys onkler var frihedskæmpere. Farfar fortalte, at de var en slags soldater, som kæmpede hjemme i Danmark for Danmark. Sommetider skulle de hjælpe nogle mennesker, der var på flugt fra Rusland, Polen eller Tyskland. Og mens Egon og hendes onkler fandt ud af, hvordan gæsterne skulle komme videre, boede de i Egon og Lises sommerhus. Farfar fortalte, at de ikke led nogen nød, mens de boede der, for Egon kørte mindst to gange om ugen på cykel ud med mad til dem, sommer og vinter. Farfar fortalte også, at det var disse gæster, der havde lært hendes far alle de sjove ord, han sommetider sagde, når han blev svimmel.
 
Søndag aften vinkede de farvel til farmor og farfar på Hovedbanegården. Farfar tog Mary på armen og sagde, at nu måtte hun snart komme og besøge dem. Hun skulle bare tage toget og derefter færgen til Lohals, så skulle han nok stå og vente på hende der. Han sagde altid Lohals så sjovt, det var ligesom en sang. Togkontrolløren fløjtede, og farmor og farfar gik op i toget. Lokomotivet larmede. Sort røg kom ud af skorstenen, og nede ved jorden kom der store pift af grå og hvid røg hurtigt efter hinanden. Farfar rullede vinduet ned og råbte:
— Mary, glem nu ikke Lohals! Mary glemte aldrig Lohals.
 
III.
Haven og sommerhuset var dejligt. Mary elskede at være i Kongelunden. Her havde hun en helt anden frihed end inde i byen.
Denne søndag skulle hendes ene moster komme på besøg, hun kom cyklende lige før frokost. Mary lå på vejen over grøften, sammen med genboens dreng, Atle, da moster Inger kom. Hun stod af cyklen, og Mary rejste sig og gav hende et knus. Moster Inger var hendes yndlingsmoster og også hendes gudmor.
Moster Inger, som havde hele cykelkurven fyldt med lækkerier til dem alle, sagde:
— Vær nu ikke herude for længe og pas nu på ikke at falde i grøften.
Mary og Atle fiskede hundestejler med deres hjemmelavede fiskenet. Ved siden af dem på vejen stod to krukker med hundestejler og lidt andemad. Der var ikke ret meget vand i grøften det år, det havde ikke regnet længe. De måtte strække sig alt hvad de kunne for at få deres net ned i vandet.
Hvad Egon, Lise og Inger hørte i sommerhuset kan ikke gengives, men en mellemting mellem et barneskrig og et ulvehyl skar gennem sensommeridyllen.
Inger og Egon styrtede ud.
Andemad, Regitze SchmidtSynet, der mødte dem, var morsomt, selvom synet ikke syntes, at det var spor morsomt. Mary havde strakt sig så langt ud for at nå hundestejlerne, at hun var faldet på hovedet ned i grøften. Nu var hun på vej op ad den stejle skrænt, dyngvåd og indsmurt i siv og grøn andemad.
Da hun så sin moster, hylede hun op og tog sig til hovedet. Hendes far grinede højt og spurgte:
— Hvor brænder det? Hendes moster vaskede hende under vandslangen, vandet var iskoldt. Lise havde det ikke så godt, hun havde kvalme og skulle hele tiden kaste op. Mary havde spurgt, om hun var syg, men det var hun ikke.
Da Mary var blevet skyllet og vasket med sæbe, så den grimme lugt fra grøften kunne gå af, pakkede moster Inger hende ind i et stort håndklæde. Således på bare fødder og iført håndklæde var hun på vej ud i køkkenet, hvor hendes mor stod. Endnu et hjerteskærende skrig lød. Mary faldt i det store håndklæde på vej over dørtrinet og slog panden ind i en af de runde dørhasper.
Blodet sprøjtede over køkkendør og gulv. Dét var for meget for Lise, som besvimede – lige dér på køkkengulvet.
Egon og Inger kom igen styrtende.
Egon løftede Lise op og bar hende ind i den nederste køjeseng. I
nger tog håndklædet og pressede det mod Marys pande. Dér stod hun så – endnu med vådt hår og bar numse – og tudede i vilden sky af bare forskrækkelse.
Inger forbandt hendes pande, gav hende tøj på, vaskede køkkenet af og satte Mary ind i en af de store stole i stuen og gav hende besked på at blive siddende, til hun fik lov til at rejse sig.
Egon lagde en våd klud på Lises pande og klappede kærligt hendes hånd.
— Vågn nu bare stille og roligt op, sagde han.
Og et øjeblik efter vågnede Lise og sagde: — Vi må nok hellere fortælle hende det, det må også have været et chok for hende at se mig falde om.
 
De spiste en noget forsinket frokost ude på husets skyggeside. Da de næsten var færdige med at spise, sagde Lise: — Far og jeg har noget at fortælle dig.
Du skal være storesøster. Og så forklarede de om små børn og om Lises mave, der ville vokse, og at Mary i begyndelsen af det nye år ville blive storesøster til enten en lille pige eller en lille dreng.
De så meget glade ud begge to, og moster Inger, som ingen børn havde selv, så også glad ud. Mary valgte også at se glad ud, selv om hun lige skulle tænke over, om det var noget godt eller dårligt, det her med at skulle være storesøster.
 
Tre sommerhuse fra hvor Mary boede, boede familien Jørgensen. Emil og Karen.
De havde ikke nogen børn og var glade for Marys besøg. Emil var en af dem, der havde et billede af Tordenskjolds hund, og hendes far og mor spiste tit frokost eller fik en fra kassen sammen med Emil og Karen.
Deres græsplæne var umådelig flot, men de lå næsten også altid på knæ på græsplænen, når Mary kom på besøg. De trak mælkebøtter op, hele roden skulle med op, sagde Emil, ellers ville mælkebøtterne være der igen til næste sommer og have fået en masse blomsterbørn, som ville fylde i hans græsplæne.
Emil kunne ikke fordrage mælkebøtter.
Emil og Karen havde kaniner i store bure bag i deres have, her havde de også et dueslag. Om det var Emils dueslag, der fik hendes far til at skulle haveduer, kan være meget tænkeligt, for det var meget stort og flot, og der var over 30 duer. Emil kendte hver og én. De havde alle sammen navne, og når de have været ude at flyve, kunne han på lang afstand se hvilken en af duerne, der vendte hjem.
Mary fik lov til at hjælpe med at fodre, og når Emil holdt en due i hånden, fik hun lov at stryge hen over dens fjer, mens den kiggede på hende med sine store øjne og sagde kurrukurruuu.
Kaninerne fik Mary selv lov at holde. Hun nød at sidde med en af kaninerne i armene og stryge hen over dens bløde pels og dens lange ører. Kaninerne spiste alle mælkebøtterne fra Emils have – og ikke kun dem. Emil gik også aftentur med en stor spand, hvor han tog alle mælkebøtterne langs grøften og langs folks hække.
Egon gik i gang med at bygge dueslag i sensommeren efter Emils og hendes onkel Prebens anvisninger. Onkel Preben var Marys yndlingsonkel og bror til hendes mor og moster Inger; han var altid i godt humør og var meget glad for Mary.
Han havde, ligesom moster Inger, heller ingen børn.
Preben byggede dueslag med Egon.
 
De holdt mange pauser, og så sad de på Marys sandkasse ved siden af hendes gynge og fik en svalepilsner. Her fortalte de historier, både nogle Mary måtte høre og nogle, hun ikke måtte høre.
Når hun ikke måtte høre, talte de meget lavt. Og selv om hun anstrengte sig for at høre, mens hun gyngede, lykkedes det sjældent at opsnappe mere end et enkelt ord. Lise tyssede på dem fra køkkenvinduet eller den gyngestol, hvor hun sad og ordnede grøntsager. Mary kunne ikke undgå at høre, når historien var slut, for så grinede de begge meget højt.
En historie Mary fik fortalt, da hun spurgte, om der ikke var nogen historier til hende, var historien om dengang, hun blev født.
Lise og Egon var begge utroligt stolte og syntes, at hun lignede en lille prinsesse. Egon havde pralet både i Kødbyen og overfor familie og venner om den smukke lille pige. Onkel Preben besluttede sig for, at se hende ved selvsyn. Han tog med Egon på Dronning Louises Børnehospital på Frederiksberg for at se den lille prinsesse. De to mænd stod foran glasruden, hvor de kunne kigge ind på den stue, hvor alle børnene lå i små vugger.
Egon pegede på den vugge, som hans datter lå i og spurgte:
— Er hun ikke smuk?
— Smuk, hun ligner Peter Malberg! sagde onkel Preben.
Hvorefter han sang: Jeg har min hest, jeg har min lassooo...
— Jamen, Peter Malberg er da helt rynket, indvendte Egon!
— Det er hun der da også, svarede onkel Preben. Og så grinede de begge to igen.
Mary syntes, at historien var god, men hun kunne ikke lide, at de grinede på den specielle måde bagefter.
Onkel Preben stammede, så sommetider kunne det tage lang tid, før han fik sagt, hvad han skulle. Lise sagde til Mary, at hun skulle være tålmodig og ikke afbryde ham, når han var ved at fortælle. Så Mary var artig og ventede, til han var færdig med at tale. Han kunne fortælle sådan nogle sjove historier om sit arbejde og om den ôginal, som var hans chef.
Onkel Preben arbejdede nu ved Belysningsvæsenet, men hendes far havde fortalt hende, at han havde været i Hamburg i Tyskland for at arbejde, lige inden krigen startede, og det havde vist været ret hårdt ved ham.
 
Dueslaget blev meget flot, meget pænere end Emils, både udvendigt og indvendigt. Der var hylder og pinde til duerne og net forneden, så ræven ikke kunne komme ind til dem. Udvendigt foroven var der en stor hylde, de kunne lande på og en lem, de kunne gå ind ad, så rovfuglene ikke kunne tage dem eller deres unger.
Egon købte ti duer af én af dem, som havde et billede af Tordenskjold, og som Emil også kendte.
— Til foråret skal vi smage dueunger, det er noget af det bedste, sagde onkel Preben.
— Skal vi spise dem? spurgte Mary med forundring.
- Ja, vent du bare, svarede onkel Preben.
 
IV.
Det var omkring hendes femårs fødselsdag, Mary første gang kunne huske, at hun havde hørt ordet fagforening. Hendes forældre skulle have frokostgæster den søndag.
Mostre og onkler og nogle af hendes fars slagtervenner og deres koner. Der var sat to ekstra plader i det store spisebord, og Egon havde været inde hos Elinor og låne flere stole.
Lise og Egon havde lavet mad i køkkenet hele morgenen, og Mary havde siddet på køkkenbordet og smugspist af Egons hjemmelavede fedtegrever, mens hun kiggede ned i gården.
Det var en varm dag, og alle havde deres køkkenvinduer åbne.
Så Mary kunne både lugte og høre, hvad der foregik i de nærmeste lejligheder. Hendes far havde været ret sur denne morgen. For han havde ikke sovet ret meget eller ret længe, og så var det endda hans fridag. Problemet var de satans katte, som han sagde. Der var også mange katte i gården, og når de først begyndte at synge om natten, lød det som om en hel masse babyer, der græd.
Så åbnede folk deres vinduer og råbte:
— SSSSHHH! og HOLD KÆFT FOR SATAN! Det hjalp sjældent.
Så smed de ting ud af vinduet, sko og sådan noget, som de så måtte ned og hente dagen efter. Og det havde været sådan en nat, hvor kattene ikke blev bange, men bare blev ved med at synge og synge. Så Egon var morgensur. Men det gik over, da han havde fået morgenkaffe. Nu var han i gang med at stege sild og mørbradbøffer, og Lise lavede æblekage.
De fik altid æblekage, når de skulle have gæster. Lises æblekager var berømte, de smagte vidunderligt. Egon spurgte Lise:
— Kunne Mary ikke gå til bageren efter flødeskum? Mary lod som om, hun ikke hørte det. Helt ned til bageren. Der var mindst en trillion skridt hen til Leifsgade, hvor bageren lå på det modsatte hjørne.
Lise spurgte: — Tror du, hun kan finde ud af det?
— Hvorfor skulle hun ikke kunde finde ud af det, når hun kan finde ud af at gå ned og lege, svarede Egon halvirriteret.
— Næ, det har du nok ret i, svarede Lise.
De kiggede begge gennem skyer af stegeos på Mary. Mary kiggede på sin far og skulle til at prøve at være artig og slå smut med øjnene, men hun kunne se, at det ikke ville hjælpe spor i dag.
Så hun sagde: — Jeg kan godt gå til bageren.
Hun fik sko på og fik lov til at få den lille pung med guldhanken med. Lise lagde en seddel i pungen, hvor der stod, hvad hun skulle have, hvis hun skulle glemme det.
— Det kan hun vel nok finde ud af at huske, sagde hendes far.
— Ja, det kan jeg godt huske, sagde Mary, der gerne ville være stor.
Hun skulle have en bakke flødeskum til æblekagen. Mary gik ned til bageren. Hun stod længe uden for det store vindue og kiggede på alle kagerne. Hjemme hos hende spiste de ikke så tit kager, men hvis de gjorde, så fik de medaljer, det var de kager, hun stod og kiggede på nu. To runde plader med noget imellem, og ovenpå var der glasur og en rød firkantet, stiv syltetøjsklat. Hun var helt sunket hen i sine egne tanker, da bagerjomfruen kom ud og spurgte, om hun skulle have noget.
— Ja, det skal jeg, svarede Mary og fortsatte med sikker stemme:
— Jeg skal have flødeskum til æblekagen.
Bagerjomfruen trak på smilebåndet og tog Marys pung. På steddelen stod der: En stor bakke flødeskum. Mary så, at hun foldede én af de hvide papbakker, tog flødeskummet fra en stor spand, der stod i det grå skab, og lagde det op i bakken med en træske. Så stillede hun bakken på det tynde papir og pakkede papiret om bakken, så der kom en stor bule ovenpå – men lige så fint – så papiret ikke rørte ved flødeskummet.
Hun gav Mary pungen tilbage og gav hende bakken i hænderne, åbnede døren og bad Mary om at hilse hjemme. Det skulle hun nok.
Mary gik hjem med flødeskummet, som bar hun på en skat. Hun nåede den store, grønne hoveddør til trappen, og så fik hun et problem. Hun kunne ikke åbne døren med flødeskummet i hænderne. Hun stillede flødeskummet foran døren og åbnede, stillede den ene fod i klemme, men kunne så ikke nå bakken med flødeskummet. Hun lukkede døren, stillede flødeskumsbakken nærmere og gentog forsøget. Da hun bukkede sig efter flødeskummet, drejede hun foden og døren gik næsten i. Den klemte hendes ben, kjolen kom i klemme og blev snavset.
Hun ville være stor og klare det selv, men trods flere forsøg kunne hun ikke få døren op og flødeskummet med ind på trappen. Hun tog sin bakke og gik hen for at se om porten til gården var åben – det var den. Hun kunne ikke lide at gå den vej, men hun skulle jo op med sit flødeskum.
Endelig inde i gården vendte hun hovedet mod det åbne køkkenvindue på anden sal og skrålede:
— Flødeskum, flødeskum, flødeskum i baaakkeee!
Og både naboer og hendes forældre kom til vinduet. Hun forklarede bagefter for sin far, at hun havde haft et problem med døren. Hun bemærkede ikke de smil og de øjekast, hendes forældre udvekslede.
 
Gæsterne begyndte at komme. De havde øl og snaps med. Især snapesvanden blev Egon glad for, for så kunne silden svømme, som han sagde.
Alle de voksne sad ved det store bord. Mary sad i den store stol, når hun ikke sad på skødet af én af de voksne og fik en bid mad. De voksne talte meget højt og sagde hele tiden: Skål! De talte om noget, der hed fagforeningen, og Marys onkel forklarede hendes mor noget om sit formandskab.
— Skal vi skåle med formanden? råbte Marys far. Og så skålede de igen.
En af slagterkonerne var ikke i fagforening, og Marys onkel rejste sig op og fortalte, mens han tegnede en masse ting i luften med begge arme. De voksne snakkede hurtigt og højere og højere.
Mary faldt til sidst i søvn i den store stol i karnappen, men vågnede med et sæt, da de alle sammen rejste sig op og sang:
Nu dages det brødre...
 
V.
Marys farfar var specielt god til at fortælle. Han hed Hans Christian, men blev altid kaldt H.C. Farfar var bager, men også hjemstavnsforfatter og skribent.
Hendes farmor og farfar boede på Langeland, og det var meget langt væk. Men når hun så dem, krammede og knugede farmor hende, så hun næsten ikke kunne få luft, samtidig med at farmor ihærdigt forsøgte at indvie hende i kunsten at hækle mellemlægsservietter og borter til pudevår. Det var meget svært, og hæklenålen var meget lille.
Farfar fortalte historier, eller hun kom med til møder i Langelænderforeningen.
Her skulle hun sidde helt stille, mens alle de fine herrer, som alle havde meget mørkt tøj på, røg cigarer og sagde en hel masse, hun ikke forstod.
Så sad hun helt stille i hjørnet, tegnede og legede med sin påklædningsdukke og var en meget artig pige. Hun vidste, at belønningen ventede, farfar fortalte hende historier på hele hjemturen og bar hende på armen hele vejen over Langebro.
 
 
Den historie Mary bedst kunne lide var egentlig ikke for små piger.
Den handlede om dengang, farfar selv havde boet på Islands Brygge i Njalsgade. Alle opgangene lignede hinanden, alle lejlighedsdørene lignede hinanden, og selv nøglerne var alle sammen Københavnernøgler og kunne bruges hvor som helst.
En aften havde farfar spillet kort med sine venner, og de havde også fået øl og bitter. Mary havde set, hvordan hendes far blev, når han havde fået øl og bitter, så hun forstod godt farfars historie:
Farfar var på vej hjem ret sent og gik ind i opgangen og op på tredje sal til venstre, låste døren op, hængte sin overfrakke og hat på knagen i entreen, gik ud og tissede og gik ind i soveværelset. Han skulle til at sætte sig på sengen, da han hørte en mand snorke.
 
Han listede ud i gangen, var pludselig helt vågen og fandt ud af, at han var gået forkert. Han tog sin frakke og sin hat, gik og låste døren efter sig. Han så nu, at der stod Sørensen på døren og ikke Hansen, som der burde.
Han listede ned ad trapperne, og uden for hoveddøren stod der nr. 56 og ikke 58, som der skulle. Farfar gik da hjem og lagde sig til at sove ved siden af farmor.
 
Mary nød de dage, hvor farmor og farfar var på besøg. Så skulle hendes far og farfar sammen med nogle venner ud at fiske ved noget, der hed Lorterenden – der var nemlig gode fisk. De stod op midt om natten, mens Mary sov, for de var væk, da hun vågnede. De kom som regel hjem før frokost. Så sad hun på køkkenbordet ved siden af vasken og så på, hvordan de rensede fiskene.
Far og farfar lavede mad disse søndage, de stegte sild og torsk på gasapparaterne, som stod på de hvide fliser på et sort bord med hylder til gryder og pander. Bordet var også spisebord på disse søndage, for mor brugte bordet i stuen som tilskærerbord.
Når Mary sad på køkkenbordet, kunne hun se ned i gården. Hun fik altid besked om ikke at læne sig ud, for hun kunne falde ned. Nede i gården spillede drengene bold mellem cykelskure, skraldespande og tørrestativer. Der var ret kedeligt nede i gården. Hun kunne komme derned ad køkkentrappen, der drejede sig som en spiral, og hun fulgtes tit med mor ned for at hælde den lille skraldspands indhold over i én af de store spande, der stod i gården, eller for at hænge tøj til tørre. Hun kunne også komme ind i gården gennem porten fra gaden.
Hun kunne ikke lide porten, der var mørkt, og der lugtede grimt. Hun skulle senere finde ud af, at det var her drengene tissede, når de ikke gad gå op.
Det sjoveste ved gården var, når gårdsangerne kom på besøg. Det gjorde de heldigvis tit. Så lukkede alle, der var hjemme, vinduerne op og hang ud for at se, hvad der skete.
For det meste var der to, én med harmonika og én der sang, men sommetider var der en hel gruppe, der også lavede kunster. Mens de spillede, smed man penge ned til dem. Det syntes Mary var sjovt. Hun og hendes mor pakkede enører og toører ind i avispapir og smed dem ned i gården. Så løb børnene dernede rundt og samlede op og puttede pengene i den ene af mændenes lommer.
Også denne søndag var der musik i gården. Farfar smed mønter ned, og de spiste alle fire ved det lille bord i køkkenet til musikken fra det åbentstående vindue.
På køkkenbordet lå der rensede sild og torsk. Lise spurgte, hvorfor de skulle fange så mange fisk, når der kun var plads til et par stykker i isskabet.
Farfar svarede, at det var sjovt at fange fisk, derfor havde de nok lidt mange med hjem. Far sagde, at han ville gå ind til Elinor med et par stykker.
Elinor var deres nabo, og hun var altid flink til at kigge efter Mary. Mary kunne se ind til Elinor fra karnappen, for Elinor havde også en karnap. Mary kunne godt lide at komme hos Elinor, der boede som i en hule. Der var møbler alle vegne, meget dyre møbler, sagde hendes mor.
Elinor havde engang solgt blomster. Det kunne man godt se i lejligheden, der var fyldt med blomsterbilleder på væggene, grønne planter i urtepotter, blomster på bordet og tørrede blomster i krukker. I hendes karnap stod der også en stol. En stor, gammel lænestol i noget rødt stof, der skiftede farve, når man kørte hånden op og ned ad den. Den var meget blød, og Mary elskede denne stol, her kunne hun sidde på skødet af Elinor, spise peber-mynte-bolcher og få læst historier, mens de lange bonboner, der hang ned fra gardinerne, gyngede i vinden fra vinduet, der altid stod på klem. Hun var næsten hos Elinor hver torsdag, for hendes mor skulle som regel aflevere tøj om fredagen, så der skulle skræddereres i fred og ro.
Det var også om torsdagen, ismanden kom. Han hed Erik og kendte alle i gaden. Hvis folk ikke var hjemme, lagde de nøglen under måtten, og så kunne Erik selv låse sig ind. Men han ringede altid på først.
Som sagt var Mary som regel hos Elinor om torsdagen, så Erik drillede hende ofte og spurgte, om hun var flyttet hjemmefra, og om de to skulle giftes, når hun blev stor. Mary nikkede med hovedet og blev lidt genert, for selv om Erik var sød, var han meget stor. Når han stod uden for døren, og Elinor åbnede, blev der helt mørkt. Han havde træsko og brune bukser på. Over hans venstre skulder hang et stort læderstykke, som gik fra bukseremmen op over skulderen og ned til bukseremmen igen, hvor det sad fast og så videre ned midt på hans lår.
Jo tak, hun skulle have is i dag, og det skulle Marys mor også, sagde Elinor. Erik gik op og ringede på de andre døre eller fandt nøglerne frem. Så gik han ned på gaden igen. Mary skyndte sig ind til vinduet i karnappen for at kigge ned.
Dernede åbnede Erik de store døre bag på isbilen, lænede sig ind og tog med en lang kroget jernpind et stykke is, som han, selv om det var tungt, svingede op på sin venstre skulder. Mary styrtede ud til døren for at se, når han kom op ad trappen. Han fløjtede en lille melodi, mens han gik forbi hende i entreen og ud i køkkenet, hvor han åbnede døren til isskabet og lagde den store isblok på plads.
— Det var så min levering, sagde han, og Elinor betalte ham og gav ham ekstra penge til en øl. Da han var gået, spurgte Mary hende, om hun ikke troede, at Erik blev svimmel, hvis han fik penge til øl alle steder, hvor han afleverede is. Elinor lo og spurgte:
— Hvor har du dog det fra?
— Min farfar, svarede Mary.
 
Regitze Schmidt | CVR: 26999545 | Lergraven 5, DK-3140 Ålsgaarde - Denmark | Tlf.: +45 5150 2881