Nye indlæg

 
 
Udsigten fra mit køkkenvindue, Regitze SchmidtVelkommen til Tanker, Tekst og Tal ...
 
... og udsigten fra mit køkkenvindue i Ålsgårde
 
 
 
 
 
Du kan, i menuen ude til venstre, vælge mellem fire kategorier:

Fra mit køkkenvindue i Ålsgårde ... tanker om alt mellem himmel og jord, men en hel del om numerologi
Parkinsons ... om en diagnose
Tidsbilleder ... drømmebilleder fra meditationer og regressioner
Fra barndommens gade ... fortællinger fra 1950-erne
 
 
 
 
 
 
 
 
 
.

Much Ado About Nothing ...

Skrevet af Regitze
20-08-2016 16:32
Regitze Schmidt, ÅlsgårdePå denne fredag eftermiddag sidder vi og drikker kaffe og læser aviser. Der lyder pludselige brag, men det gør der af og til fra affaldspladsen, når containere læsses af, eller der øves brandøvelser, så vi nøjes med at veksle blikke.

Vi læser videre, og efter et stykke tid hæver jeg blikket mod skoven og siger til min mand: “Det er da underligt, som tågen driver op mod skoven”. “Jeg tror det er naboen, der er ved at afprøve sin nye brændeovn”, svarer min mand. Jeg går ind på kontoret og kigger mod naboen, men der er ingen røg. Røgen forsvinder, og der lyder pludselig adskillige udrykningssirener – sirener der ekkoer i skoven. Vi bliver enige om, at der nok er ildebrand i nærheden.

Efter en times tid bryder solen frem, og jeg sætter mig ud i forhaven for at nyde en halv time af de gode stråler. Da jeg sidder der, kommer vores ene nabo bærende på sin søn på hoften. Hun fortæller, at hendes mand har ringet, han kan ikke komme hjem, og at vi skal gå udendørs, da der er eksplosionsfare. Jeg tænker, at det er da underligt. Hvis der er eksplosionsfare, bør man da gå indendørs og lukke vinduer af hensyn til giftstoffer. Der har ingen luftalarm lydt, men naboerne på Alexander Svedstrups vej, 50 meter væk, er åbenbart blevet adviseret. Jeg går ind igen, informerer min mand, går på nettet. Der står ingenting. Sætter mig igen ud i solen, men undrer mig over stilheden. Tidligere var her altid stille, men de seneste 6-7 år har Skindersøvej været voldsomt trafikeret, og vi har vænnet os til den konstante summen. Fra Helsingør retningen kommer en helikopter og overflyer området, hvorefter den forsvinder igen.

Går ind og tjekker nettet igen. Denne gang også på facebook, hvor én skriver i gruppen Vores Ålsgårde: ”Hvad sker der på Skindersøvej?”. Herefter er det at sammenstikke alle disse løse informationer og svar, for ingen ved rigtig noget, før der endelig ligger besked på Beredskabsstyrelsens website kl. 17.10; 35 boliger evakueret og en besked om, hvad der reelt er passeret. Og så følger de andre medier hurtigt efter: Lorry, TV2, Information, Ekstra-Bladet osv.

Efter to dobbelte Campari tager jeg det egentlig meget roligt, men når der ikke informeres hurtigere, og mange rygter florerer, kan man blive utryg. Hvis man ved, at der er sket et-eller-andet, styrter man jo ikke ned på Skindersøvej for at hente information, jeg gør i hvert fald ikke.

Morgenens gåtur med hunden går naturligvis forbi stedet, der var årsag til virakken. Og ja, fra Skindersøvej kan man se det brændte hus og hullet i taget på garagen. Lidt uhyggeligt at tænke på hvad forskellige mennesker ligger inde med i deres huse og skure. Der er sikkert ammunition til adskillige eksplosioner.

Hvis der kan læres noget af denne episode, er det måske at indskærpe, hvad det er lovligt at opbevare. At Beredskabsstyrelsen markedsfører sit site, så man i situationen, hvor man naturligt ikke tænker klart og analytisk, ved, hvor man skal søge informationer – og gerne en hurtigere opdatering. Sådan at vi som borgere kan føle os velunderrettede … og trygge.
 
 
Også trykt i Helsingør Dagblad den 23. august 2016
TalsMagi, Regitze SchmidtTanker, Tekst og Tal
Regitze Schmidt | Lergraven 5, DK-3140 Ålsgaarde - Denmark | Tlf.: +45 5150 2881