Øjeblikket ...

Jeg elsker disse smukke, sene septemberdage, hvor der er en snert i luften af en kølig vind fra nordøst. Vind der fortæller om kulden på den sibiriske tundra, og som varsler et nyt kapitel i året.

Det er ren lise at klippe visne grene af og hive ukrudt op, mens vinden blæser i trækronerne i skoven. Min tro væbner på fire ben er med hele vejen. Der er nu blevet plads på den lille terrasse nederst i haven ved skoven. Der har jeg ikke siddet siden det tidlige forår. Det har enten været for varmt, det har regnet, eller der har været for mange myg.

I dag er det overskyet, det blæser, men på denne terrasse er der læ. Her er jeg omgivet af elefantgræs, klatrerose og hængebirk, der er ved at tabe sine blade. En enkelt af de store sølvsmede patruljerer sit revir.

Der er med vinden en hilsen fra min far i himlen. På sådanne dage ville vi for år tilbage have hygget med en stille pilsner og nydt at være til i livet. Min hund fornemmer stemningen og lægger sig ved min fod. Jeg nyder min pilsner, mens tiden står stille.