68. generationen har meget at skulle stå til ansvar for. Sådan cirka halvdelen af dem har ikke magtet at opdrage deres børn, og resultatet ses tydeligt i dag.
Enhver form for at følge de gængse regler som samfundet er blevet enige om at opstille, også kaldet demokrati - hvor mindretallet må give efter for flertallet, selvom man ikke er enig i beslutningen, siddes overhørig.
Disse yngre mennesker, der nu også selv skal opdrage børn, uden selv at være blevet opdraget. Ja, jeg skrev opdraget. Jeg ved, det er et fy-ord. For opdragelse er jo et overgreb og et begreb. Tænk at bryde ind i menneskers selvbestemmelsesret, tænk at sætte grænser for underlig og mærkværdig adfærd, tænk at bruge det danske sprog så aldeles forkert, tænk … og så videre.
Herregud, de behøver jo ikke at stave korrekt, tale korrekt, opføre sig korrekt - vi ved jo, hvad de mener …
En episode i søndags får mig til at tage udgangspunkt i Hundeloven, altså den, hvor det står skrevet, at man skal have sin hund under kontrol, når den er løs i områder, hvor den må være løs. Her er det jo underforstået, at den ikke må være løs i andre områder. Men måske for svært?
Vi spadserede rundt ved Bøgeholm sø, inde i Kohaven, på vej mod Pernille sø. Ved den lille trekant ved siden af søen - uden for indhegningen og ikke i hundeskov - legede tre løse hunde, mens deres yngre mennesker,“far” og “mor”, så til.
Vi nyder denne tur og følger med i gæssenes dagligdag, deres strakte halse, når de holder vagt - og de små nye der er på vej.
Pludselig stikker den ene hund af. Det er en sort, atletisk een af slagsen. Den løber uden om det elektriske hegn, hvilket der for tiden ikke er el i, fordi Skov og Naturstyrelsen måske ikke har haft penge til at etablere de nye fæ-riste i forbindelse med udvidelsen af det nye “bille-bo-og-yngel-godt-område”.
“Moren” skriger, så det gjalder over sø og land: RAMBO! RAMBO! Rambo er totalt tonedøv. Spæner alt hvad han kan rundt om søen. Gæssene, svaner og hvad der ellers er på land, og har muligheden, fortrækker ud i søen. Gæssene ligner sort-sol på land - en stor blød dyne ruller ud i vandet. Fascinerende at se, hvis det ikke var så sørgeligt, at en stor del af gæssene skulle forlade deres reder.
På den anden side af søen råbes der indtil flere gange på Rambo, men han kommer ikke. Og så sker det forunderlige. De to yngre mennesker går, altså går, med de to andre løse hunde.
Vi når stedet hvor stierne krydser hinanden uden for Kohaven og går mod Ålsgårde. Pludselig kommer Rambo til syne foran os. Han ligner en Staffordshire, og i øjeblikket er han lidt forvirret, løber frem og tilbage på stien og kan ikke finde sine mennesker. Hans “mor” og “far” kan vi se gennem skoven, hvor de nu næsten har nået Bondedammen.
Rambooo bliver der kaldt igen, og han løber i den rigtige retning.
Ingen skambidt - denne gang, men en masse forvirring og uro.