Wimbledon er netop afsluttet; og igen i år har vi nydt tennisspillet; selvom flere af spillerne mangler selvjustits, har mange irritationsudbrud, stønner/råber, smider med ketcheren og ja, viser "usportslig opførsel”.
Tidligere var tennis en gentleman sport, hvor også tilskuerne havde pli og opførte sig ordenligt. Nu om stunder har nogle af de deltagende spillere en supportgruppe med, der med råben og skrigen prøver at opildne fra sidelinjen.
Ikke særlig skønt/kønt at lægge øre eller syn til.
Årets vinder på herresiden, den skotske tennisspiller Andy Murray, var helt sikkert den rette vinder.
Men hold da op hvor kan jeg blive irriteret over at se hans opførsel, når spillet ikke flasker sig for ham. Han stamper, råber, skælder ud på træner og andre i vip-boksen, opfører sig i det hele taget som en forkælet unge, hvad han sikkert også er.
Når han vinder, knytter han hånden og kigger op mod sin boks for at understrege sin vinderbold eller sit slag.
Gad vide hvad Ivan Lendl, Murrays træner, tænker. Han er nok en af de mest elegante og gentlemanagtige tennisspillere nogensinde - åh, måske lige med undtagelse af Roger Federer.
Da vi havde sommerhus i Rågeleje, var vi medlemmer af en lille privat tennisklub med een tennisbane.
Vi boede små 500 meter fra banen, og når vinden var “rigtig”, kunne vi høre ekkoet, når bolden ramte banen. Det var hyggeligt, måske lige med den undtagelse, at der var enkelte, der kunne finde på at spille tennis en sen sommeraften.
Tennisbanen lå op til et fredet område, og der var derfor altid en helt vidunderlig ro.
Her var dog endnu en undtagelse, og det var, når Svend Auken spillede med sine kendis venner. Så kunne vi både høre bolden og Svend Aukens råb, når han helt bestemt mente, at bolden var inde eller han mente, at de andre snød.
En særlig oplevelse at sidde på sin terrasse og blive indviet i sådanne hemmeligheder.
Min søde mand vandt tilbage i 1966 Danmarksmesterskabet i tennis.
Det gav ham adgang til det Amerikanske universitet og lukkede, finere kredse, da familien blev udstationeret til Beirut i 1967. Tennis kan - som al anden sport - åbne mange døre.
Wimbledon har være på tale flere gange, men vi er aldrig endnu nået dertil.
Nu kommer vi ikke dertil som tennisspillere, men måske - in due time - som tilskuere på Murray Mound - det tidligere og sikkert igen kommende - Henman Hill.
For billetter til court No. 1 er nok ikke til at opdrive i vor levetid.
Min svigerfar spillede tennis hele livet. Da han gik på pension fra sin stilling som luftkaptajn i SAS, var der god plads i kalenderen. Det blev til et formiddags- og et eftermiddagspas med tennis. Og han spillede naturligvis også den dag, hvor han senere døde.
Mine svigerforældre nød at se tennis og de var naturligvis også tilskuere på Wimbledon anlæggget.
Min svigermor fortalte begejstret om stemningen, men ærgrede sig, i mange år, over at hun ikke havde købt en brugbar souvenir med hjem. Det kom jeg til at tænke over, da vi så semifinaler i sidste uge.
Derfor, med svigermor in mente, gik jeg resolut ind på Wimbledons shop, fandt de store lækre håndklæder - og bestilte … det smager da altid lidt af fugl - ik’?
Dansk ordsprog: “Det smager dog af fugl”, sagde konen og kogte suppe på den gren, hvorpå skaden havde siddet.