Stella kiggede ud af sit køkkenvindue. Øresunds vand var azurblåt på denne søndag, hvor sejlerfolket var på vandet. Sandstranden på svenskesiden skinnede kridhvid foran det lille slot Kulla Gunnarstorp, der var omgivet af skov.

 

Alt emmede af højsommer, hun kunne ikke høre det, men fornam næsten børnenes hvin, når de hoppede i vandet på stranden neden for bakken.

Det eneste der var anderledes, meget anderledes end hvad hun normalt kunne se, var den ualmindeligt store fugl der kredsede over sundet. De store havmåger var i forhold til fuglen; miniaturefugle. Hun kaldte på sin mand, for at han skulle komme og se fuglen, mens hendes blik anerkendende gled over på køkkenbordet, hvor skåle og fade stod og bød sig til med alskens dejlig mad til det ryk ind af gæster, der ville ankomme fra både Danmark og Sverige. Hun havde nået det hele. De stod et øjeblik og betragtede den store fugl og undrede, hvor den kom fra. Ved Esrum sø havde de set fiskeørne; de var store, men denne var større. Deres lille pige-cocker, Prinsessen, gøede voldsomt, gæsterne begyndte at komme.

 

Hun og hendes mand havde sendt indbydelser ud allerede i april måned. Hendes svigermor var død. Ikke pludseligt, men forventeligt, en ældre dame på 87 år, der var lillebitte og gennemsigt

Man fortalte mig senere, at parret, der var midt i fyrrene, var kommet ind i forretningen, hvor de havde set sig søgende omkring, som om det var første gang, de var i en kosher-butik.

Kvinden var standset op og stod som forstenet foran de små kababs. Som fra en anden verden spurgte hun på jiidisch, om opskriften på de krydrede kababs stadig var kød fra de geder, som græsser på de få engarealer i Sharon Valley.

Om de krydrede kababs stadig var tilsat knuste olivenskaller og masser af krydderier? Isak, min ældste søn, svarede hende, at noget nok var rigtigt, men at han ikke kendte den nøjagtige opskrift og ville hente mig.

I baglokalet til butikken, hvor jeg nu arbejdede et par timer om dagen, mest med at tilberede vore delikatesser, mens mine to sønner Isak og Esajas passede kunderne ude foran, stod jeg og svajede. Herude kunne jeg altid følge med i, hvad der i det store og hele blev sagt og fortalt ude foran.

Jeg måtte sætte mig på taburetten. Stemmen jeg havde hørt, ville jeg kunne genkende når som helst og overalt i verden. Stemmen tilhørte min Hannah. Men min Hannah var død 24 år gammel i 1944, hun nåede ikke at komme til Sverige med vore to sønner og mig. Fortiden var pludselig helt nærværende.

Isak kom og gjorde tegn til, at jeg skulle komme. Jeg rejste mig og gik ud i butikken. Der var nu kun mine to