I.

Marys mormor var kommet for at følge med sin datter Lise og sit barnebarn til den første store dag i børnehaven. Mary havde fra begyndelsen ikke lyst til børnehaven, hun var 3 år og ville hellere være hjemme hos sin mor.

Mary var på tværs på den søde, men uartige måde denne morgen og det tog lang tid at få hende i tøjet.

Mormor, Lise og Mary spiste morgenmad sammen og mormor havde været hos ismejeriet og købt snegle og Rosenbrød. Især det sidste elskede Mary, men denne morgen havde hun ikke lyst.

Da de er på vej står mormor på trappeafsatsen, Lise i døråbning og Mary står og læner sig op ad toiletdøren med højre underarm på panden, mens hun sukker dybt og inderligt: ”Åh, min nervedigt”.

 

II.

Det var lørdag, og de skulle i sommerhuset. Hun og farfar.

Resten af familien skulle komme om aftenen, når forretningerne var lukkede. Det var forår, og solen skinnede. Farfar havde lånt en cykel, for hans egen var på Langeland. Mary sad foran på det lille sæde på cykelstangen. På bagagebæreren stod kurven med varmt tøj, mad og vand.

Farfar cyklede ud ad Kongelundsvejen. Mary syntes, at den var uendelig lang.

Farfar sagde også, at den gik lige fra den ene ende til den anden.

Det tog en time at cykle derud. Me

En blæsende og kold dag i januar måned 1954 blev familien forøget. Mary, der fyldte seks år sidste sommer, fik en lillebror, som onkel Preben syntes mindede ret meget om Winston Churchill.

Mary vidste ikke rigtig, hvad hun skulle synes om ham den lille nye. Han var da meget sød, ikke særlig lille, og så spiste han hele tiden.

Alle i familien kom for at se på ham. De sagde, dav til Mary og sagde så: - Hvor er han, din smukke lillebror? De skulle alle bære ham og dikke-dikke ham. Det var lige lovlig meget af det gode, og Mary glemte at være både sød og artig. For når hun var uartig, kunne de se, at hun stadig boede i huset.

Hendes mor, Lise, syede, gav den lille ny H.C. mad, gjorde rent, købte ind, syede, lavede mad og gav lille H.C. mad. Mary var grundig træt af al den opmærksomhed han fik, bare fordi han var ny og var en dreng. Hun begyndte, helt uopfordret, at ville lege på gaden, noget hendes forældre havde opfordret hende til utallige gange, men hun havde aldrig haft lyst. Nu havde hun lyst, og hun legede med sine nye venner.

Det var blevet forår, og alle var på gaden, men heller ikke her på gaden kunne hun blive fri for den lille H.C.

- Vær sød at holde øje med barnevognen, sagde hendes mor. Så hver gang den lille H.C. græd, stillede hun sig trodsigt op midt på gaden, vendte hovedet mod karnappen