|
|
|
|
 Velkommen til Tanker, Tekst og Tal ...
... og udsigten fra mit køkkenvindue i Ålsgårde
Du kan, i menuen ude til venstre, vælge mellem fire kategorier:
Fra mit køkkenvindue i Ålsgårde ... tanker om alt mellem himmel og jord, men en hel del om numerologi
Parkinsons ... om en diagnose
Tidsbilleder ... drømmebilleder fra meditationer og regressioner
Fra barndommens gade ... fortællinger fra 1950-erne
. BarnelogikSkrevet af Regitze 20-12-2016 09:31
Vilde, som er 2 og et halvt, er med sin storesøster og forældre i Tivoli.
Alt stråler i den gamle have, der dufter af Jul.
Og julemanden skal naturligvis også besøges.
Julemanden spørger: Hvad ønsker du dig til Jul.
Vilde kigger op på Julemanden med sine to himmelblå, som om hun tænker, det er da dig, der er julemand, og du ved sådan noget ... ik'?
Så svarer hun: Julegaver! Skriv et julekort, mens du kan ...Skrevet af Regitze 15-12-2016 15:11  Hvis jeg skal være helt ærlig, så savner jeg julekortet. Ikke at jeg ikke får et par julekort, det gør jeg – og endda også et par håndskrevne, men de fleste julekort kommer per mail.
Ja, det koster at sende med posten, men glæden ved både at skrive og sende – og at modtage en hilsen i postkassen, er noget ganske særligt.
Er det for dyrt at sende?
Tegn et frimærke, køb et julemærke og tag så cyklen, eller benyt apostlenes heste – få lidt motion – og del kortene ud i nærområdet og køb porto til de julekort, der skal længere væk.
I mit barndomshjem var mine forældres skænk et virvar af julekort, en spændende oplevelse for et barn. Festlige, hjemmegjorte kort med ligeså hjemmegjorte remser og rim, som storfamilien excellerede i. Min mor havde ni søskende, min far tre – og traditionerne blev holdt i hævd. Mine svigerforældres kaminhylde var altid fyldt med festlige og farvestrålende julekort fra ind- og udland.
Mine kort er placeret på kommoden i entréen, og der er god plads, lidt for god. For hvem printer julehilsner, der er kommet på mail? Ikke jeg. Jeg har altid glædet mig ved at læse kortene, når de kom og derefter genlæse dem første juledag. Nogle hænger kortene på en snor, andre på køleska Trusselsniveauet er sænket ...Skrevet af Regitze 14-11-2016 08:36
Sidste års møde med BogForum var noget af en skræmmende oplevelse.
Allerede før hovedindgangen blev man mødt af fuldt kampklædt politi bevæbnet med maskinpistoler.
Dejligt at der tænkes på sikkerhed, men et voldsomt møde.
Til debatten sidste år mellem forfatter Michael Ford og Naser Khader om det første bind i KOMA-trilogien, Den 13. Kriger, blev vi kropsvisiterede, inden vi fik adgang til det lukkede scenerum. Og naturligvis blev de personlige ejendele i tasken også endevendt.
Grænseoverskridende, men med sikkerheden i højsædet. I år var det anderledes. Dejligt afslappet, stadig sort af mennesker på BogForum, men lørdag eftermiddag med smuk sol og høj klar himmel udenfor, var der til at komme frem, selvom der stadig var mange mennesker. Men vi blev ikke undersøgt, og der var ro om arrangementet. Allerede efter debatten sidste år aftalte de to debattører at mødes igen i år. Og det blev både et dejligt gensyn og genhør. Indledningsvis et stort glad mandekram da de mødtes. Naser Khader og Michael Fords humor går godt i spænd. Og selv om det andet bind i KOMA-trilogien, Fredsmægleren, var omdrejningspunktet for dette års debat, og selvom om bogens emner er alvorlige, så formåede de at finde den dybereliggende humoristiske tone i bogen og overføre denne ti Penge til forskning ...27-10-2016 16:34  Hvor højt skal vi hoppe?Lemmingeffekt? Følger vi alle efter som blinde høns, når retningen bliver udstukket? Skal alle kvinder have hjerter på deres Facebook profil? Skal vi alle hoppe, når TV2 og Kræftens Bekæmpelse kører kampagnen Knæk Cancer? Ingen har endnu spurgt: Hvor højt? Det er kontroversielt at være “Rasmus modsat” og tale etablissementet midt imod. Indtil for ganske nylig luftede jeg ikke mine tanker, for de er jo mine, og jeg vil ikke yppe kiv, og den-der-lever-stille-lever-godt. Men jeg bliver altså nødt til at få luft, og det lader til, at mange har haft det som jeg. De tier og gør som Vita Andersen foreslog: “Hold kæft og vær smuk”. Men flere begynder at lade deres røster høre. På Facebook har det på det seneste ikke skortet på opfordringer til at sætte røde hjerter. Sæt en på din egen væg, sæt så en på vedkommendes væg, som har skrevet dette og så videre. Meget á la kædebreve. Dette udspringer uden tvivl af at ville gøre en god gerning, af kærlige tanker, og det er jo i bund og grund en form for næstekærlighed og omsorg. Men måske for letkøbt. Det er ganske enkelt at sætte et hjerte, og så har man købt aflad for alle impulser til at tænke, hvad man måsk Trane-træk ...03-10-2016 15:50  De larmer, gør de. En meget genkendelig, men også en kærkommen og sørgmodig larm.
Vi har vænnet os til larmen, og om foråret glæder vi os til den. Vi hører den allerede i det tidligste forår, når en enkelt varmekile formår at skubbe sig op fra syd. Så kommer larmen via Femern over Sjælland for til sidst at krydse sundet ved Ålsgårde på vej mod Sverige og den traditionsrige dans.
Larmen bebuder, at det altså er nu, det sker – vi går foråret og sommeren i møde.
I dag er larmen der igen – genkendelig og smuk.
Vinden er i nord, og det blæser kraftigt. Jeg kigger op og får langt oppe øje på tre, larmende formationer af store V’er. De er højt oppe, og de skyder god fart. De kommer i bølger, der larmer den samme sang hver gang. Genkendelige og smukke er de, disse store, smukke fugle, der nu igen trækker sydpå, her den 3. oktober.
Jeg vil glæde mig til at løfte blikket mod himlen igen i det tidlige forår.
Trykt i Helsingør Dagblad den 4. oktober 2016.
(Mit kamera nåede ikke at fange tranerne i dag. Dette fotos er to skarver på vej hjem fra fiskeri i Sverige med regnbuen som baggrund - sikkert en god fisketur). Kvababbelse ...29-09-2016 15:10  For en menneskealder siden da jeg skulle holde mit første foredrag, var jeg næsten ved at død af skræk. Min daværende mand gav mig et godt råd, som jeg har fulgt, hver gang jeg har følt nervøsiteten komme snigende og mundvigene gøre underlige trækninger. "Forestil dig at alle tilhørerne sidder i undertøj!".
Det har jeg gjort lige siden og mærker ikke længere nervøsitet - smiler.
I dag faldt jeg over et smukt Ernest Hemingway citat, der på en lidt mere stilfuld måde fortæller det samme:
Every man’s life ends the same way.
It is only the details of how he lived and how he died that distinguish one man from another.
Øjeblikket ...19-09-2016 08:43  Jeg elsker disse smukke, sene septemberdage, hvor der er en snert i luften af en kølig vind fra nordøst. Vind der fortæller om kulden på den sibiriske tundra, og som varsler et nyt kapitel i året. Det er ren lise at klippe visne grene af og hive ukrudt op, mens vinden blæser i trækronerne i skoven. Min tro væbner på fire ben er med hele vejen. Der er nu blevet plads på den lille terrasse nederst i haven ved skoven. Der har jeg ikke siddet siden det tidlige forår. Det har enten været for varmt, det har regnet, eller der har været for mange myg.
I dag er det overskyet, det blæser, men på denne terrasse er der læ. Her er jeg omgivet af elefantgræs, klatrerose og hængebirk, der er ved at tabe sine blade. En enkelt af de store sølvsmede patruljerer sit revir.
Der er med vinden en hilsen fra min far i himlen. På sådanne dage ville vi for år tilbage have hygget med en stille pilsner og nydt at være til i livet. Min hund fornemmer stemningen og lægger sig ved min fod. Jeg nyder min pilsner, mens tiden står stille.
Trykt i Helsingør Dagblad den 27. september 2016 En ren bogreolSkrevet af Regitze 17-09-2016 15:08  Hvem kan dog finde på, den sidste sensommersolskinsdag i september, overhovedet at tænke på, endsige give sig i lag med at rengøre bogreol og bøger. Det kunne jeg. Dog efter et par timer var jeg ret grundig træt af mig selv; hvorfor gjorde jeg dog dette, der aldrig syntes at få en ende? Ned med alle bøger, rengøre alle bøger. Og inde bag bøgerne vidnede det lille brun-grå lag af støv om, at det var længe siden, jeg sidst havde været på besøg. Vi har bogreoler flere steder i huset. Et bogskab med stor litteratur klemt sammen i to rækker. En bogreol med ordbøger. En bogreol med romaner og opslagsværker om alt fra filosofi til japanske haver. Og så denne med klassikerne, både danske og internationale, fra H.C. Andersen over Andersen Nexø, Henrik Ibsen til Shakespeare, Hemingway, Olaf Bull og James Joyes. Bibelen på flere sprog og i flere udgaver, enkelte fugle- og naturopslagsværker og smukke kogebøger. Bøgerne skulle igen sorteres efter emne, for når de er blevet læst, havner de ikke altid på samme sted i reolen. Min mor var bidt af en gal læsehest, og fra hende har jeg arvet alle - tror jeg - danske klassikere gennem tiden. Nu skulle jeg jo rydde op, men gensynsglæden med nogle af disse skønne værker, der tilbringer en skæbne i anden række, var stor. Jeg Bestemmer vi over vort eget liv – men ikke vores død?13-09-2016 16:30  Med mellemrum bliver emnet taget op – om retten til at bestemme over eget liv og død. Når denne ret kommer på bane, er det som regel altid efter en tragisk hændelse. Nu senest hvor en ægtefælle efter 50 års samliv giver sin ægtefælle sin ultimative kærlighed ved at hjælpe hende med at forlade denne verden. Et ønske, der er hendes eget.
Hvor mange har lyst til, efter et langt aktivt og lykkeligt liv, at ende som en grøntsag? Hvor hjernen godt nok fungerer, men alle kropslige funktioner skal man have hjælp til. Det er nok de færreste. Det er en modig beslutning, man træffer, når man siger: Nu vil jeg ikke mere. Det kræver et stærkt menneske med holdninger til livet og døden og et overskud på et tidspunkt, hvor man har nået et lavpunkt.
Juraen siger ét, og det skal man vel forholde sig til. Eller skal man? Det kunne være, at juraen skulle skrives om. Der er så mange skråsikre mennesker i dette land, der kategorisk forklarer, hvorfor juraen skal følges. Skal der slet ikke tages hensyn til de mennesker, det handler om? Et eller andet sted er det svært at tro, at de kategorisk skråsikre har levet et fuldt liv med glæder, sorger, modgang, lykke og stor kærlighed. Barmhjertighed er nok den største gave, man kan give og modtage. Barmhjertighed – følelsen af Dette vidste du måske ikke om #ingefær …Skrevet af Regitze 10-09-2016 13:55  Vi skal have masser af frugt - og især grønt. Det ved vi alle. Og ofte hopper vi med på bølgen, når vi hører om en rod eller grøntsag, som på det nærmeste kan udrette mirakler. I flere år har mange lidt af ingefærtitis, inklusive undertegnede i perioder. Ingefæren har dog været lidt “på hold” et stykke tid. Jeg ved nu hvorfor min kloge krop (læs intuition), har rådet mig til at lade være.
Anette Harbech Olsesen har netop udgivet en dejlig bog Hjernegod mad, med undertitlen "Spis dig til en bedre hukommelse." Den måtte jeg naturligvis eje, hvem vil ikke gerne huske bedre?
Der står rigtig mange for mig både kendte, ukendte og kloge informationer og bogen er let læselig. Der står også om ingefær og dens antiinflammatoriske effekt. Oh ja, sagde mit jeg, det er da længe siden. Så jeg købte ingefær og tænkte at et par store kopper ingefær-the morgen, til erstatning for kaffen og så igen eftermiddag, nok var en god idé. … og så gik der en lille dags tid. Jeg blev så dårlig, svimmel og ude af stand til at gøre det jeg plejer. Tænkte, at det måtte være en virus. Sent på andendagen, da jeg var allermest dårlig, tænkte jeg, at min Parkinsons havde nået det punkt, hvor det herefter måtte være fri <
1
2
3
4
5
6
7
8
>
 Tanker, Tekst og Tal
|
|
|
|
|