Så har terroren igen kastet sin lange, mørke skygge.
Denne gang på Bastilledagen og over byen og feriemålet Nice i Frankrig, men med afsmittende effekt på hele verden.
Ingen kan længere føle sig helt sikker.
Vi danskere er vokset op med tryghed.
At kunne føle sig sikker har været vor dåbsgave. Uden at male en mørk mand på væggen, må vi desværre konstatere, at sådan er det ikke længere.
Vi bliver opfordrede til at gøre, som vi plejer, at leve livet som vi plejer.
Det ville være så enkelt, at gøre som sagt. Tvivl og nag vil være følgesvenden fremover. Vi vil være opmærksomme - igen - i et stykke tid, for så at glemme. Lige indtil det sker igen. Og det vil ske.
Så længe der findes mennesker, der er villige til at ofre deres liv for den "sag" de kæmper for, så længe vil der være ofre i den vestlige, demokratiske verden.
Vi kan ikke melde os ud, vi kan ikke stemple ud, vi kan ikke sige; det vil jeg ikke have noget at gøre med, eller det vælger jeg ikke at se.
Vi må tage stilling og alle må være med til på fredelig vis at bekæmpe terrorismen med alle facetter af klogskab, oplysthed, stædighed, agtpågivenhed og så villigheden til at være der for hinanden.
Mogens Dam skrev i 1948 revyvisen;
Den sidste turist i Europa - et af versene lyder:
Jeg vil hilse alle Frankrigs katedraler,
smile sødt til en hyrdinde af Chardin,
møde Rembrandt mellem Amsterdams kanaler
og begrave mig i bøger i Louvain.
Jeg vil høre lærken synge over Norden
alle frie sjæles jublende motiv,
for at føle, at trods alt, hvad vi har mistet:
Under asken vil der vågne et liv!
Fordi du er som fugl Fønix, Europa!
Lad dem kun brænde dig og skænde din sjæl -
der vil dog altid spire nye, unge blomster
om din splintrede søjlekapitæl.
Jeg var den sidste turist i Europa,
der veg forfærdet for våbnenes gny -
jeg er den første turist i Europa,
når det rejser sig af asken på ny!