Der sad man så og glo’de dumt,
så sa’ man: Nå.
Der stod man så og lytted spændt,
så sa’ man: Nå.
PH’s vise fra 1937, med Liva Weel som fortolker, er en af mine favoritter. Den dækker det meste, passer til tidens politik, verdensituationen, den har humor og - den bliver aldrig uaktuel.
Som i dag … grrrrr, teknikken i uorden, sort skærm på min mac.
For et stykke tid siden var det linjen fra tdc, der var i uorden til tv. Udfald og stop midt i golf, tennis og cykelløb, det er en katastrofe; af de større!
Så “forsvandt” de fire sidste sider af min mands seneste opdatering af Koma-trilogien og bogen Jerusalem. Helt uden han havde gjort noget … smiler.
Så slog el-nettet fra ved tordenvejr.
Så overgik tdc til at være youSee og så kunne vi ikke se - og nu så sort skærm.
Da jeg - som kvinde - er teknikker her i huset, så er det så godt som min “skyld", når teknikken svigter.
For år tilbage var jeg ved at flytte hjemmefra, hver gang slige ting - altså fejl - indfandt sig på domicilet.
Nu har jeg fuldstændig overgivet mig til PH. Tænker og ser situationen udefra og som en soap. Nynner melodien og ordene:
Vores livs sejlads imellem bord og seng,
mad og elskov, hvile had og sød forsoning,
skal det skildres i et ganske kort refrain,
må der hjælpes med en vekslende betoning
det gør vi så.
Hva’ ska’ vi ta? … det lille “Nå”.
I dag har jeg klappet mig på skulderen og nulstillet mac - NVRAM … tænk at jeg skal kunne det i min alder, men - nå :)