Park-in-the-Sun
or Park-in-the-Shade
Når man har diagnosen Parkinsons, har man ikke selv valget, for når man er sidst i forløbet er der ON og OFF perioder.
Man kan tænke positivt, man kan påvirke hjernen, man kan nå uendelig langt ved ikke af fordybe sig i elendigheden.
Man kan tage ansvaret for sit liv. Andre vil måske ikke billige måden, men det er mit liv og i det, er jeg “herre”-i-eget-hus.
Man kan klage sin nød til venner og familie og håbe på forståelse, at de lægger der øren til snakken de har hørt før, siger ja og amen og lader denne sive ind gennem det ene og ud gennem det andet øre. For de er der hele tiden i baggrunden og de ved, at jeg kommer tilbage i topform.
Denne gang er det anderledes, for der er ikke blot sol- og skyggesider, der er også ændring af medicin. Kroppen begyndte at sige fra overfor den medicin, der havde været brugbar i årevis. Stærke smerter i led og muskler. Efter små to måneder er jeg ved at have has på den nye medicin, som ikke har nogen form for depot/forlænger-funktion.
Min tegnearms skulder er stadig i udo, jeg kan gå igen og blev nok lidt overmodig i går, med en længere gåtur end normalt, dog kun en trediedel af hvad jeg gik tidligere. Tænk - det kan mærkes i højre læg i dag …
Her på matriklen har vi været i selvisolation siden begyndelsen af marts.
Vi er ikke ved at dø, vi er ikke syge, men vi ønsker heller ikke at blive det.
Vi nyder, får alt leveret, læser, skriver, ser og læser nyheder, ser film og tv, går ture, nyder naturen - vi bor heldigvis i Kongernes Nordsjælland.
Jeg savner mine nære kæres kram, men hvis Heaven-can-wait* … so can I. Og så håber jeg de små vil nyde det dobbelt, når dette forhåbentlig snart er overstået.
*Heaven can wait is a beautiful song; it was a predication of his tragic death. It is an analogy of the crucifixion of Christ and Jesus's love for Mary Magdalene and his desire to not leave her and be with the Angels in Heaven.