Man fortalte mig senere, at parret, der var midt i fyrrene, var kommet ind i forretningen, hvor de havde set sig søgende omkring, som om det var første gang, de var i en kosher-butik.
Kvinden var standset op og stod som forstenet foran de små kababs. Som fra en anden verden spurgte hun på jiidisch, om opskriften på de krydrede kababs stadig var kød fra de geder, som græsser på de få engarealer i Sharon Valley.
Om de krydrede kababs stadig var tilsat knuste olivenskaller og masser af krydderier? Isak, min ældste søn, svarede hende, at noget nok var rigtigt, men at han ikke kendte den nøjagtige opskrift og ville hente mig.
I baglokalet til butikken, hvor jeg nu arbejdede et par timer om dagen, mest med at tilberede vore delikatesser, mens mine to sønner Isak og Esajas passede kunderne ude foran, stod jeg og svajede. Herude kunne jeg altid følge med i, hvad der i det store og hele blev sagt og fortalt ude foran.
Jeg måtte sætte mig på taburetten. Stemmen jeg havde hørt, ville jeg kunne genkende når som helst og overalt i verden. Stemmen tilhørte min Hannah. Men min Hannah var død 24 år gammel i 1944, hun nåede ikke at komme til Sverige med vore to sønner og mig. Fortiden var pludselig helt nærværende.
Isak kom og gjorde tegn til, at jeg skulle komme. Jeg rejste mig og gik ud i butikken. Der var nu kun mine to sønner og så parret. Manden stod og kiggede på kvinden, mens hun indgående studerede én af de andre delikatessemontre. Fra siden var det ikke min Hannah. Hun drejede ansigtet, da jeg kom, og jeg så ind i to øjne, jeg kendte. De smukkeste, lysende blå øjne jeg nogensinde har set. Hvis sjælene kan vandre, da så jeg her sjælens spejl fra både fortid og nutid. Sekundet det tog at se hinanden i øjnene varede evigheder.
Jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe, hun gentog smilende og spørgende på jiidisch, om opskriften på de små kababs stadig var den samme som tidligere, og om de var fremstillet af kød fra geder fra Sharon Valley tilsat knuste olivenskaller, krydderier, lidt vin og tørret i den varme vind under det hellige lands sol?
Jeg svarede hende på jiidisch, som jeg ikke havde talt længe, at hun næsten havde ret. Der var kun en enkelt ting, at de kababs hun kendte, ikke længere kom fra geder fra Sharon Valley, da dalen nu udelukkende bliver dyrket og nu er Israels absolutte kornkammer. Nu om stunder tørrer man heller ikke længere kababs i solen, men steger dem over trækul.
Jeg spurgte hende, hvor hun havde opskriften fra, og hun svarede overraskende, at hun engang for meget længe siden, i 1938, havde fået fortalt opskriften af en ung mand i byen Nathanya, som netop var trådt ind i sin fars kosher-butik.
Jeg var helt paralyseret og fornemmede den varme vind stryge over min kind under det store oliventræ, hvor vinden tog fat i de stive blade og fik dem til at rasle. Jeg følte den stolthed, hun følte dengang ved, at jeg havde indviet hende i familiens hemmelighed – den specielle kabab. Jeg blev revet tilbage til virkeligheden, da Isak spurgte hende, hvor mange kababs hun ville have. Syv, svarede hun. De blev pakket ind, og hendes mand spurgte hende på dansk, om der var andet, hun havde lyst til.
- Nej tak, det var det hele, svarede hun. Mens han betalte, sagde han henvendt til hende: - Jeg var ikke klar over, at du taler jiidisch! - Det gør jeg da heller ikke, svarede hun.
Hun tog pakken med de kababs, som om den var noget meget dyrebart. Hendes mand lagde beskyttende armen om hendes skulder, da de gik ud af forretningen. Mine sønner kiggede på mig og sagde som med én mund:
- Hvad gik det ud på? Du ser ud, som om du har set et genfærd!
- Det har jeg vist også, svarede jeg.
Jeg gik ud i baglokalet, da der kom kunder i forretningen. Jeg satte mig tungt på taburetten og undrede mig over sammenhængen. Hvordan kunne det ske, at en fremmed kvinde i København kunne vide, hvad der skete i Israel for over 50 år siden? Hvorfor bad jeg ikke om hendes navn? Hvorfor spurgte jeg ikke om noget? Mødet gjorde både godt og ondt. Godt fordi jeg blev mindet om en vidunderlig tid, om varme og om kærlighed. Ondt fordi jeg pludselig følte savnet af Hannah så stærkt. Vi havde mødt hinanden i 1937. Hannah var 17 år og eneste barn af én af det nye Nathanyas aktive handelsmænd, der var kommet fra Rusland 9 år tidligere.
Vi var ikke bestemt for hinanden, for vi kom fra to meget forskellige hjem og verdener. Hannahs familie var ret så velhavende, hendes far var diamantsliber og var med til at bygge en stor industri op i en velhavende by. Mine forældre havde en kosherforretning i den gamle bydel. Den var gået i arv, og det havde altid været meningen, at jeg, som den ældste søn, skulle overtage på et tidspunkt. Hannahs forældres hjem var nybygget, utrolig smukt, og det lå højt hævet med en fantastisk udsigt over vandet. Mine forældres hus og forretning, som lå på hovedstrøget, Hedera Sedeira, var mindre elegant, men uendelig hyggeligt med en lille vinkel, hvor to gamle figentræer dannede pergola over hele gårdspladsen og skærmede for den kraftige sol.
Vi mødtes til fælles undervisning i Ivrit, det nye hebræiske sprog. Mine forældre havde altid talt arabisk og Hannahs jiddisch. Det hebræiske sprog havde været talt i en årrække, men var et nyt sprog. Mine forældre talte arabisk hjemme, og i forretningen havde de lært at tale jiddisch og hebræisk nok til at kunne klare dagligdagen i forretningen.
Dog var alle begyndt – i fællesskabets ånd – mere og mere at kommunikere på hebræisk. Så Hannah og jeg endte i den samme klasse, hvor vi skulle lære det nye sprog fra bunden i skrift og tale. Og det var svært – især skriftsproget. Det var i den allerførste undervisningstime, at jeg så ind i de lysende, blå øjne, så lyse og dog alligevel så blå og med en glans og intensitet, så man næsten kunne drukne i hendes blik. Hun var smuk med sit lange sorte hår og den unge piges spæde og slanke krop. Vi faldt hurtigt i snak, og hun sagde, at hun gerne ville hjælpe mig med at skrive. Det var en måde at være sammen på, og det hændte da også, at vi fik skrevet lidt. Jeg lærte at skrive navnet Hannah allerede første gang.
Talesproget lærte vi hurtigt, for vi havde besluttet os for, udelukkende at tale Ivrit, når vi var sammen. Vi mødtes dagligt i udkanten af byen under en gammel kæmpe af et oliventræ. Her fra denne lille lund af gamle træer kunne vi overskue hele dalen og på samme tid fornemme havet og være i skygge for den brændende sol. Her i denne pragtfulde ro og i pagt med naturen forelskede vi os og diskuterede verdens store og små spørgsmål, var filosofiske og barnlige på samme tid. Vi nød hinandens selskab og blev trygge og fortrolige. Vore familier havde efterhånden indset, at vi selv følte, at vi var skabt for hinanden, og at ingen af vore fædre kunne rokke ved det faktum.
Vi blev gift og flyttede ind i et smukt lille hus, vi fik foræret af Hannahs forældre – ikke langt fra vor olivenlund. Vi var lykkelige og ventede vort første barn. Hannahs far skulle afslutte en handel med russiske jøder i Danmark i eftersommeren 1939 og hele familien skulle med for at hilse på og for at holde ferie. De skulle være væk i tre måneder, og da Hannahs far mente, at det var lang tid for hende at undvære sine forældre, inviterede de os med. Vi glædede os helt utroligt, ingen af os havde nogensinde rejst så langt før, og Europa, og for den sags skyld Danmark, kunne lige så godt være en fjern planet for os.
Hannah var højgravid, da vi endelig kom af sted den 3. september 1939. Det var en forfærdelig og meget strabadserende rejse. Vi nåede først Danmark i midten af december måned. Krigen var startet i Europa, og den oprindelige tur blev ændret mange gange, men til sidst kom vi via Portugal til England og videre til Danmark. Kort efter vor ankomst til Danmark fødte Hannah Isak. Vi boede hos hendes familie. Der var rigeligt med plads i deres store villa i Ryvangskvarteret i det nordlige København. Efter vor lange rejse med mange forfærdelige oplevelser, var vi hurtigt klar over, at det ikke var muligt at komme tilbage til vort lille, nye hus lige med det samme.
Hannahs far og jeg diskuterede det ofte i starten med hendes onkel og bror. Men udsigten til at vi skulle de samme strabadser igennem som på udturen gjorde, at vi valgte at blive indtil videre. Jeg fik job i den kosherforretning, som jeg senere overtog. Vi indstillede os på for en kortere tid at leve et andet liv i et andet land. Her var ret koldt og anderledes i forhold til, hvad vi var vant til. Mine forældre fik besked om, at det ville vare en rum tid, inden vi kom tilbage, og at de kunne leje vores hus ud. Vi nød vores søn, og med forårets komme blev Hannah gravid igen. I april 1940 blev Danmark besat, og vi var låst i vores situation. Hannah havde hjemve og var tit ked af, at vi var taget med til Danmark, men hun affandt sig med situationen og begyndte at undervise jødiske børn i Ivrit.
Vi nød sommeren og varmen, tog til stranden og fantaserede os tilbage til vor olivenlund. I slutningen af februar 1941, i kuldetemperaturer ingen af os nogensinde havde oplevet før, fødte Hannah vor anden søn, Esajah. Begge vore sønner var smukke. Hannah elskede dem utrolig højt, sagde at de begge var mig en miniature.
Ingen af dem havde desværre, efter min mening, fået Hannahs smukke, lyseblå øjne, men mine brune.
I løbet af 1942 tilspidsede situationen sig; Hannahs onkel – og hele hans hus – var kommet på en liste, fik vi at vide ad omveje.
Vi var nødt til at finde et andet sted at bo og måske allerhelst komme til Sverige – som så mange andre jøder i Danmark. Jeg husker så tydeligt den morgen, hvor Hannah og hendes tante skulle ind til en sidegade til Østerbrogade for på familiens vegne at aftale transport og betaling for rejsen til Sverige. Hannah var i en lysegrå spadseredragt med blå kanter og en smuk, blå hat, som var samme mørkeblå farve som det dybe vand. Hun var spændt og opstemt. Det skulle lykkes for os at komme over på den anden side. Jeg holdt hende i mine arme, fortalte at jeg elskede hende og glædede mig til at se hende efter arbejde. Hun sendte mig et af sine strålende smil, slog smut med sine smukke øjne og tog af sted. De vinkede fra bilen, og jeg husker endnu, at jeg følte mig som en stolt og lykkelig mand over at have en så smuk og dejlig kone, som var mor til mine sønner. Hannahs tante fortalte grædende om hændelsesforløbet:
- De kom til gaden og nr. 42 som aftalt. De gik ind i opgangen, hvor der til højre var en anden indgang til kælderforretningen, der handlede med klædestoffer. Det var der viceværten efter sigende boede. Der var fire trin op til en lille repos med linoleum på gulvet. Der lugtede svagt af kål. Væggene var lysebrune, og på denne sad en stor navnetavle, fem navne til venstre og fem navne til højre, alle sirligt håndskrevet med maling i hvidt. Ud for hvert navn var der en lille ringeklokke af messing. De havde fået besked på at ringe på på anden sal til højre hos A. Jensen. Fru Jensen ville svare enten: Vi sælger fisk i dag, eller: Vi sælger ikke fisk i dag. Ingen af delene skete, men en dyb herrestemme med stærk, tysk accent svarede Jensen. Da var de klar over, at de skulle skynde sig væk. I det samme hørte de tung biltrafik udenfor og hjul, der bremsede hårdt op. Døren til viceværten i kælderen blev åbnet, og han gjorde tegn til, at de skulle komme ind til ham, hvilket de gjorde. Han var en lille, ældre gråhåret herre med målebånd om halsen og knappenåle i reverset. De skyndte sig de tre trin ned til hans forretning. Han gjorde tegn til, at de skulle sætte sig på hug mellem bordene med klædestofferne. Hannah sad desværre i den første række, da soldaten kom ind ad hoveddøren for at se om de var i forretningen. Han skød på må og få, og Hannah var død på stedet. Hendes tante havde siddet bag en rulle stof i den bageste gang. Indehaveren blev taget med af soldaterne.
Hannahs tante var blevet siddende bag stofrullerne i den bageste gang, til det var blevet mørkt, før hun vovede sig ud. Mine sønner og jeg kom næste aften med fiskerbåd fra Gilleleje til Sverige. Her blev vi, til det var sikkert at tage tilbage til Danmark. Danske venner havde sørget for, at Hannah blev begravet, og jeg besøger hende mindst én gang om ugen for at fortælle hende, hvordan livet går, og hvordan hendes dejlige sønner har det. Og her de senere år, fortæller jeg hende også om hendes svigerdøtre og børnebørn. Der er altid meget at fortælle. Efter krigen havde jeg valget mellem at tage tilbage til Israel eller blive i Danmark. Jeg valgte at blive her, fordi mine sønner gerne ville det, og fordi jeg følte, at Hannahs sjæl var nærværende her. Mit ene ben sov, og jeg må flytte mig lidt på taburetten. Jeg har haft et godt liv, og det har glædet mig, at mine sønner har fået lykkelige ægteskaber. Jeg ville have undt min Hannah at opleve alt dette, men måske hører hun efter, når jeg fortæller hende om livet – hvem ved?
Isak kom ud i baglokalet: - Jamen, far dog, sidder du her og falder i staver? - Ja, det gør jeg nok, svarede jeg. - Den dame, der spurgte efter kababs, kom igen, sagde Isak.
- Hun havde glemt at give dig et brev. - Et brev? spurgte jeg. - Her er det, sagde Isak, og gik ud i forretningen igen.
Mine hænder rystede, da jeg åbnede brevet. Brevet var skrevet i Ivrit.
Kære Johannes,
Dette for at fortælle dig, at jeg stadig elsker dig. Jeg har fulgt dig i alle disse år, har hørt dine historier og beretninger, og jeg er utrolig stolt af dig og vore børn. Men tag tilbage til vort hus. Det er på tide, at du genser det gamle land, på tide at du falder til ro. Jeg vil være dér med dig. Kvinden er mit sendebud, hun har modtaget en drøm og har valgt at gøre dét, drømmen beskrev. Det var mine øjne, du så, jeg ville se dig endnu engang gennem menneskeøjne. Jeg talte jiddisch, for det taler man i den verden, jeg er i nu; men tal Ivrit med mig i vores Olivenlund, når du vender tilbage. Jeg vil vente på dig dér. Din – for altid – Hannah.