En blæsende og kold dag i januar måned 1954 blev familien forøget. Mary, der fyldte seks år sidste sommer, fik en lillebror, som onkel Preben syntes mindede ret meget om Winston Churchill.
Mary vidste ikke rigtig, hvad hun skulle synes om ham den lille nye. Han var da meget sød, ikke særlig lille, og så spiste han hele tiden.
Alle i familien kom for at se på ham. De sagde, dav til Mary og sagde så: - Hvor er han, din smukke lillebror? De skulle alle bære ham og dikke-dikke ham. Det var lige lovlig meget af det gode, og Mary glemte at være både sød og artig. For når hun var uartig, kunne de se, at hun stadig boede i huset.
Hendes mor, Lise, syede, gav den lille ny H.C. mad, gjorde rent, købte ind, syede, lavede mad og gav lille H.C. mad. Mary var grundig træt af al den opmærksomhed han fik, bare fordi han var ny og var en dreng. Hun begyndte, helt uopfordret, at ville lege på gaden, noget hendes forældre havde opfordret hende til utallige gange, men hun havde aldrig haft lyst. Nu havde hun lyst, og hun legede med sine nye venner.
Det var blevet forår, og alle var på gaden, men heller ikke her på gaden kunne hun blive fri for den lille H.C.
- Vær sød at holde øje med barnevognen, sagde hendes mor. Så hver gang den lille H.C. græd, stillede hun sig trodsigt op midt på gaden, vendte hovedet mod karnappen, hvor vinduet stod åbent, og råbte af sine fulde lunger:
- Moar, Moar, nu græder han igen!
Egon, hendes far, var slagter i Kødbyen. En dag spurgte han:
- Mary har du lyst til at holde sommerferie hos farmor og farfar? Om hun havde, der var faktisk ikke noget, hun hellere ville. Hendes far sagde, at hun skulle rejse næsten alene til Langeland, at hverken han, Lise eller lillebror H.C. skulle med.
Mary syntes, at det lød helt vidunderligt. Farmor og farfar helt for sig selv en lang sommerferie.
Lise syede nye kjoler til Mary, så farmor ikke kunne sige, at hun ikke var fin nok. Mary forstod ikke rigtig, hvad hun mente, men var meget glad for de nye kjoler.
Far havde lånt en lille kuffert hos deres nabo, Elinor, og i den blev al hendes tøj pakket ned. Kjoler, forklæder, bluser, strømper, gamacher, undertøj og sko.
Det var blevet ordnet sådan, at Mary skulle følges med doktor Ruud, som havde været til møde i København og skulle tilbage til Langeland. Mary kendte ham godt. Hun havde mødt ham flere gange, når hun var med farfar til møde i Langelænderforeningen. Og sidste år havde hun også danset med ham til juletræsfesten. Han var en rar doktor, og så lugtede specielt af parfume.
De gik turen over Langebro til Hovedbanegården, for de kunne ikke have barnevognen med i sporvognen, forklarede far. Mary syntes, at der var ret langt at gå og var meget træt i benene, da de stod på perronen og ventede på doktor Ruud. Hun satte sig på én af de hvide bænke og kiggede op under det store loft. Deroppe, meget højt oppe på træbjælkerne, var der fyldt med duer. Hun spurgte sin far, om man kunne spise dem, ligesom de spiste deres egne duer. Næ, så skulle man nok være meget sulten, mente han.
Toget holdt og ventede og røg kom ud forneden og en lille smule foroven. Mary kunne huske sidste gang, hun var her, dengang havde hun vinket farvel til farmor og farfar.
Nu var det hun selv, der skulle rejse. Dér kom doktor Ruud, han var nem at genkende på sit store grå overskæg og sin sjove hat. Han vinkede og svingede med sin stok nede i den anden ende af hallen og kom med hurtige skridt hen til dem.
- Ja, undskyld, sagde han, jeg blev en smule forsinket.
Og der har vi jo min rejsekammerat, sagde han og kiggede på Mary, som hoppede ned fra bænken. Far åbnede betrækket på barnevognen og tog en snor med et skilt op, og hængte det om halsen på Mary.
- Det bliver forhåbentlig ikke nødvendigt, sagde han og kiggede på doktor Ruud, men hvis hun skulle blive væk, er det godt, at hun har det på.
- Hvad står der? spurgte Mary.
- Der står, at du skal til Lohals, og på bagsiden står farmor og farfars navn og adresse. - Nej, det bliver forhåbentlig ikke nødvendigt, sagde doktor Ruud og tilføjede:
- Jeg skal nok passe på prinsessen, og henvendt til Mary:
- Det er et meget flot skilt.
Far gav doktoren Marys billet, og de steg på toget. Det var nogle meget høje trin, så Mary fik lidt hjælp både oppefra og nedefra. Hun fulgte efter doktor Ruud, som bar hendes kuffert, til han fandt den kupé, hvor de skulle sidde. Han lagde hendes kuffert op for oven på en hylde ved siden af sin egen lille kuffert. Han havde kun lige været i København i to dage, fortalte han Mary. Han åbnede vinduet, og løftede Mary op. Hun kiggede på sin mor og far, der stod der på perronen og så både glade og kede ud af det på samme tid. Kontrolløren fløjtede, og lokomotivet lavede en masse larm. Så gav det et ryk i toget, og det begyndte at køre. Mor og far vinkede og råbte Hils mange, mange gange! Mary vinkede tilbage, lige til hun ikke kunne se dem mere. Så løftede doktor Ruud hende ned, lukkede vinduet, og de satte sig på deres sæder. Der var ikke andre end de to i kupéen, der havde plads til seks. Det er nok fordi det er søndag, sagde doktor Ruud. De fleste får først ferie i næste uge, så vi er heldige at have al pladsen for os selv.
Mary kiggede ud af vinduet. Det varede ikke ret længe, før der var marker, bondegårde, heste og køer. Toget sagde taktfast dunk-dunk, dunk-dunk, og snart faldt hun i søvn. Da hun vågnede, var de i Korsør. Her skulle de af toget, for de skulle videre med færgen til Lohals.
Mary glædede sig til færgen, hun vidste, at hun havde været med den før, men kunne ikke huske, hvordan det var. Færgen lå ved kajen, og de gik ombord. Doktor Ruud stillede deres kufferter hos en dame, som passede på en masse forskellige kufferter. Han fik to numre, som han skulle aflevere for at få kufferterne igen. Han forklarede Mary, at det var vigtigt, at han passede på sedlerne med numre, for ellers kunne de heller ikke få deres overtøj igen. På færgen var der mange, der kendte doktor Ruud, så mens de spadserede rundt på dækket i det gode vejr, måtte de hele tiden standse, fordi de voksne skulle snakke.
Mary gik hen til rælingen og kiggede ud på det store vand og de meget store måger, der fulgte efter skibet. Solen skinnede, og Mary følte, at selv om det store vand så lidt uhyggeligt ud, så var det næsten som et eventyr, og hun havde masser af sommerfugle i maven. Folk sag på stole og bænke i solen på dækket og spiste frokost, og Mary mærkede, at hun var blevet sulten og spurgte doktor Ruud, om de ikke også skulle spise frokost.
- Jo, sagde han, det skal vi. Din mor gav mig madpakker og noget at drikke. Bliv stående her, så henter jeg det. Der gik et øjeblik, så kom han tilbage med et af mors små indkøbsnet, det havde hun slet ikke set, at han havde fået. Det gav et lille stik i brystet, da hun tænkte på sin mor. Næ, nu måtte hun være stor, hun skulle på ferie. De satte sig sammen med nogle doktor Ruud kendte og spiste mors madpakker. Doktor Ruud drak en øl, og Mary fik en ¼ liter mælk. Doktor Ruud åbnede kapslen på flasken for hende, for det kunne Mary ikke selv. Hun stak fingeren ned i mælken og tog det gule stive væk fra mælken og tørrede fingeren i pergamentpapiret fra maden.
- Skal du ikke have fløden? spurgte doktor Ruud forbavset.
- Nej, sagde Mary, det smager ligesom fedt på kød – og det kan jeg ikke lide. I det fjerne kom Lohals og Langeland langsomt til syne. Langeland blev større og større, jo nærmere de kom.
Da de var næsten inde i havnen, kunne Mary se sin farfar.
Hun blev så glad. - Farfar, farfar! råbte hun i vilden sky og vinkede og svingede med armene.
Da de lagde til kaj, råbte doktor Ruud:
- Goddaw H.C.! Jeg har din lille prinsesse med til dig!
- Ja det kan jeg se, og jeg glæder mig! råbte farfar tilbage. Til Mary råbte han:
- Velkommen til Lohals, min skattepige!
Farfar var kommet med rutebilen til Lohals, for han og farmor boede i Rudkøbing midt på Langeland. Doktor Ruud blev hentet af sin kone i en stor sort bil. Farfar takkede ham for hjælpen, og doktor Ruud sagde, at det havde været en fornøjelse. Han sagde farvel og ønskede Mary en rigtig dejlig ferie.
- Vil I køre med et stykke af vejen? spurgte han.
- Nej tak, sagde farfar, vi skal alligevel med rutebilen det sidste stykke, men tak for tilbuddet.
Farfar tog Marys kuffert, og de steg op i rutebilen. Chaufføren hed Kaj, han havde en kasket på med et flot skinnende mærke foran. Han og farfar kendte hinanden godt, de boede ikke ret langt fra hinanden. Farfar kendte de fleste rigtig godt, det var, fordi han skrev til avisen hver dag, og samtidig var han hjemstavnsforfatter, det forstod Mary ikke så meget af, men det med avisen forstod hun.
De satte sig på de sæder i rutebilen, som farfar sagde, han havde reserveret til dem. Der var mange fra færgen, de skulle med, og snart var der helt fyldt op med mennesker. De begyndte at køre ud af den smalle landevej, der bugtede sig op og ned og ud og ind. Engang imellem gav det et sug i Mary mave, når de kørte ned ad bakke. De kørte forbi Tranekær, og solen skinnede på det lille slot.
- Det ligner et rigtigt eventyrslot, sagde Mary med høj barnestemme.
- Ja, sagde farfar, og nu skal jeg fortælle dig en historie, som er foregået på Tranekær. Mary satte sig til rette og lyttede.
- Farmor er næsten adelig, sagde farfar og smilede.
- Hvad er adelig, spurgte Mary.
- Det er, når man næsten er i familie med Kongen, svarede farfar og fortalte:
For mange, mange år siden var der en greve på Tranekær Slot. Han var meget glad for sin kone, grevinden, men han var også meget glad for mange unge tjenestepiger, som arbejdede på slottet. Farmors mormor var tjenestepige på Tranekær Slot. Hun var meget dygtig, sød og utrolig smuk. Hun forelskede sig i greven. Han var også meget glad for hende og forærede hende mange, fine gaver. En dag skulle hun have et barn og fik en stor mave, ligesom din mor lige har haft, og så måtte hun rejse fra slottet. For det var et slot, hvor man ikke kunne have tjenestepiger, som ikke ville fortælle, hvem faderen til deres barn var. Den unge pige kunne ikke fortælle, at det var greven, der var far til hendes barn, det havde hun lovet ham. Så han sørgede for, at hun fik arbejde som tjenestepige et andet sted, hvor hun kunne have sit barn med. Tjenestepigen fik senere en dejlig dreng.
Næsten samtidig føder grevinden også en lille dreng, og denne dreng ville en dag blive greve på slottet. Da vores lille dreng er blevet voksen, gift og har fået børn, er et af børnene din farmor. En dag hun er ude og lege, din farmor er vel på din alder, hører hun en masse larm og folk stimler sammen. Hun løber hen hvor de står og vinker og råber: Der kommer greven!
Der kommer en hestetrukken karet kørende, og i den sidder en meget fin herre i meget fint tøj og vinker. Din farmor presser sig mellem menneskene for at se greven. Hun står allerforrest, da greven kører forbi. Hun råber meget, meget højt:
Det er ikke greven – det er min far!
Farfar lo meget højt, da han var færdig, og de gjorde mange af de andre passagerer i rutebilen også. Damen på sædet foran vendte sig om mod farfar og sagde: - Ved du hvad H.C.? Det siges, at greven havde 72 uægte børn.
- 72 børn? spurgte Mary forundret.
- Ja, det har jeg også hørt, sagde farfar. Og så har vi endda ikke talt hans egne med. Mary sad eftertænksom et øjeblik.
- Hvorfor var han fin i tøjet? spurgte hun.
- Farmors far hed Peter Schmidt, fortalte farfar, og han var politibetjent, men ved siden af arbejdede han også som musiker. Han spillede violin til alle de fine selskaber, og når han var ude, havde han altid kjole og hvidt på. H.C. forklarede, hvad dét var, da han vidste, at der måtte komme yderligere et spørgsmål fra Mary.
De nåede Rudkøbing sidst på eftermiddagen. Farmor stod ude i den lille forhave, som var omkranset af et hvidt stakit, og vinkede til dem, da de kom gående ned ad Nørrebro. Huset havde tørret græs på taget. Farfar sagde, at det hed stråtækt tag.
Mary fik en knusetur af farmor og forsvandt i hendes store favn og fik presset sin kind ind i kjolens broche ved det enorme tryk. Farmor havde altid brocher på, lige midt foran på kjolen.
- Nåh, spurgte hun, var det en slem eller en god rejse?
- Det var en god rejse, svarede Mary, der var helt udmattet af de mange nye indtryk.
Farmor og farfars hus var et lille, hvidt hus med blå vinduesrammer og døre.
I forhaven var der et væld af blomster og stokroser. I baghaven, som var flere hundrede meter lang, men ikke bredere end huset, var der frugttræer og buske, krydderurter og køkkenhave med alle de grøntsager, farmor og farfar skulle spise hele sommeren.
Om efteråret syltede de grøntsagerne og gravede nogle af dem ned eller gemte dem i viktualierummet.
I huset var der en lille entre, som gik ud i stuen og en spisestue. De havde nogle meget store, mørke og blanke møbler, som hun ikke måtte sætte fingre på. Der var møbler, malerier og billeder overalt. Farfars skrivepult stod lige indenfor til højre, og den stod han tit foran og så meget tænksom ud, inden han begyndte at skrive, med sin – fortalte farmor – meget smukke håndskrift, til avisen. Mellem spisestue og stue var der en lille trappe, en hønsestige – som farmor kaldte den, op til første sal, hvor soveværelset var. Ved siden af soveværelset var der en alkove med et forhæng, og der skulle Mary sove. Fra spisestuen kunne hun gå ud i køkkenet, som var næsten lige så langt som huset, men det lå på den anden led og var meget smalt. Fra køkkenet kunne hun gå videre ud i viktualierummet, der også var langt og smalt. Her duftede der vidunderligt fra alle farmors syltekrukker med marmelade af æbler, blommer, stikkelsbær og agurker, asier og tørrede krydderurter. Til sidst var der en blå stalddør, hvor man kunne nøjes med at åbne den ene halvdel. Her kunne Mary sidde i timevis på en taburet og kigge hele vejen gennem farfars have, ned til vandet og i det fjerne se øen Tåsinge.
Det var vidunderligt at være på ferie. Solen skinnede hele sommeren, det var varmt, og om natten var det dit tordenvejr. Så vækkede farmor hende, hun fik hendes gamle morgenkåbe på og nede i køkkenet var farmor ved at lave kaffe på den store blå kaffekande, mens hun samtidig bagte pandekager. Så sad de der i køkkenet og drak tordenkaffe, spiste pandekager med stikkelsbærsyltetøj og ventede på, at det skulle holde op med at buldre og brage. Der duftede umådelig godt, og det var så hyggeligt at krybe ind i farmors morgenkåbe og nyde stemningen, mens regnen danske træskovals på køkkentaget.
Den øverste del af den blå stalddør for enden af køkkenet stod åben, og de kunne sidde der ved petroleumslampen og hygge, mens de samtidig kunne kigge ud over vandet og se himlen blive lyst op af lyn og se lynene slå ned. Over dem buldrede Thor med sin oksekærre.
Morgenerne efter sådan en nat var de bedste. Så var der vandperler på alle bladene, når hun i hælene på farfar kontrollerede blomsternes tilstand, når han skulle fastslå, om noget var gået i stykker i nattens voldsomme regn. De snusede til alle de fortættede dufte, lyttede til bierne og overværede, at spindelvævet tørrede i solens stråler. Farfar og Mary satte sig på bænken allerbagerst i haven og kiggede ud over vandet, mens de ventede på, at farmor skulle kalde på dem og sige:
- Så er der morgenmad!
De kørte i hestevogn til farfars søster, tante Tulle.
Farmor hed Johanne Petrine, og en dag – som i dag – blev hun drillet af farfar og hed begge navne, fordi hun både havde hårnet og hat på. Farmor var ikke meget for at køre hestevogn, men samtidig var hun for nysgerrig til at ville gå glip af noget. Så de tre kørte af sted i den tidlige morgen, alle tre siddende på bukken. Først ad toppede brosten, ad asfalterede veje og ad støvede landeveje, hvor de vilde blomster stod tæt i kanten. Da farmor havde vænnet sig til at skulle sidde der på bukken og var blevet i godt humør igen, sang hun. Farfar sang med, og de sange, som Mary ikke kendte, bevægede hun læberne til, og lod som, at dem kendte hun da godt.
Farfars søster blev kaldt Tulle. Hvad hun hed rigtigt, vidste Mary ikke, men hun vidste, at byen tante Tulle boede i hed Tullebølle – og det syntes Mary var sjovt. Tante Tulle boede på en gård med sin mand, som var syg. Han lå i hvert fald altid i sengen. Det var tante Tulle, der passede gården, markerne og dyrene. Måske var det derfor, hun var så tynd, tænkte Mary. Hun var høj, så høj, at hun måtte bukke hovedet for at komme ind gennem døren. Hun havde meget, meget langt, hvidt hår, som var sat op i en stor knude i nakken. Hun lavede altid sjov, fortalte historier og smilede hele tiden.
Hun havde nogle af de flotteste hvide tænder, Mary nogensinde have set.
Det der gjorde størst indtryk på Mary var køkkenet. Midt i køkkenet, midt på gulvet, stod en blå pumpe. Tante Tulle stillede en spand under, tog et tag i den lange stang, og vups kom der vand ud af tuden foran. Farmor og farfar skulle tale med tante Tulles mand, så Mary kørte med tante Tulle ud for at se til køerne.
Præstens sortbrogede kaldte hun dem. Hvorfor de også var præstens, fandt Mary aldrig rigtig ud af. Tante Tulle åbnede lågen, hvor køerne allerede stod og ventede med store tunge yvere. Fire af dem skulle malkes, og Mary satte sig på hug ved siden af tante Tulle, som satte sig på sin lille taburet, satte spanden ind under koen, hvorefter hun begyndte at trække i koens patter. Piv, pssst, sagde det, når strålerne ramte spandens bund. Mary så til med forundring, mens koen drejede hovedet og så på hende med sine store brune øjne, samtidig med at den viftede fluerne væk med halen. Tante Tulle fortale, at køerne blev herude på marken om sommeren, hvor de gik og havde det rart, kunne spise alt det græs de havde lyst til, drikke vand i bækken og gemme sig i skyggen under de store træer, når solen blev for stærk. Jo, de havde et godt liv herude.
Når hun var færdig med én ko, hældte hun mælken op i mælkejungen, som stod på ladet af hestevognen, inden hun malkede fra den næste ko. Mary kravlede op på ladet af hestevognen. Herfra kunne hun se havet på begge sider af øen. Det gav en dejlig fornemmelse i maven. Mens hun stod der, spurgte hun:
- Tante Tulle, er du også i familie med Kongen?
Farmor havde taget mad med hjemmefra. Ikke fordi tante Tulle ikke kunne lave mad, for det kunne hun. Nej, fordi farmor mente, at hun havde brug for lidt hjælp. Så mens tante Tulle og Mary tog ud og malkede køer, gik de i krig med hver sit. Farmor i køkkenet, og farfar talte med Tulles mand om tingenes tilstand og lavede de små reparationer, der skulle gøres. Mandfolkearbejde kaldte han det.
Da Mary og tante Tulle kom hjem med den friske mælk, var maden klar. De spiste i det lavloftede køkken og ikke i stadsstuen. Her var også hyggeligere og meget sjovere i køkkenet, syntes Mary. Tænk, sådan at sidde i et køkken med en vandpost i midten. Farmor havde taget kalvefrikassé med i den sorte gryde, og farfar havde gravet nye kartofler op samme morgen. Det blev et rigtigt festmåltid. Og det smagte vidunderligt – også kødet, selvom der var lidt fedt, som Mary skar af, mens farmor misfornøjet så til. Der var masser af friskhakket persille – eller pedersilje som farfar sagde. Alle roste farmors mad, selv om det var tante Tulles kalv. Farfar sagde, at fri-kassen, det var hans udtale, igen havde overgået sig selv, og at den denne gang ikke bare var Langelands bedste – men hele Danmarks.
Da solen ikke havde så lang tid på himlen mere, vinkede de farvel til tante Tulle og lovede snart at komme og besøge hende igen. Mary var så træt af al den friske luft, at hun faldt i søvn på ladet hjem.
Det regnede og regnede. Mary sad i sofaen og kiggede på pendulet i det store ur. Det svingede frem og tilbage, frem og tilbage, tik-tak, tik-tak, og hver gang den store viser viste halv, sagde det dinggg, og lige inden det skulle til at slå hel, lavede det en forfærdelig masse støj, knirkede og skurrede, inden det begyndte at slå. Doongg, doongg. Et dong for hver time. Så Mary kunne bare tælle dongerne, så vidste hun, hvad klokken var.
- Skal vi spille kort, råbte hun til farmor ude i køkkenet.
- Lige om lidt, svarede farmor.
Og et øjeblik efter kom hun ind i stuen. Han havde taget sit forklæde af, for nu skulle de spille kort. Farmor elskede at spille kort. Hun snød ret meget, vidste Mary, det havde hendes far selv fortalt hende. Og Mary havde derefter nøje holdt øje med farmors hænder, når de spillede. Hun var nemlig selv ret god til at snyde. Mary kunne ved feriens begyndelse spille Dyk. Da hun rejste hjem, var hun helt ferm til Davoserjas og kunne spille Kasino og så småt forstå at spille Vist.
De kunne spille i flere timer. Alt imedens genlød det lille hus af Mary, du snyder! og Farmor, nu snød du igen! Når de ikke spillede kort, hjalp Mary farmor med at klippe blomster af og binde dem og med at hænge dem til tørre i udhuset.
Farmor tørrede en masse forskellige blomster. Når de var tørre, puttede hun dem i små poser, hun havde syet af gamle lagner. Så kunne hun lægge poserne i linnedskabet. Det var derfor, der altid duftede så godt, når man åbnede hendes skabe.
Farmor var meget dygtig til at hækle. Med en lille bitte pind hæklede hun de flotteste mellemlægsservietter til de store fine tallerkener og små stykker, som hun foldede uden om duftposerne. Det var de fine poser, der skulle foræres væk. Mary kunne falde is taver over at se farmor hækle, for hun behøvede slet ikke at se på det, hun lavede. Det gik ud og ind med pinden og tråden over hendes finger, hele tiden en ny maske til at afløse den gamle.
Mary kunne bedst lide lavendelposerne. De duftede, så man kunne få hul i maven, fortalte hun farmor. Johanne forstod hende. Og fortalte Mary at det havde været hendes yndlingsblomst og -duft, siden hun var ganske ung. Dengang havde H.C. – altså farfar – plukket en buket til hende og på sin egen poetiske måde havde han friet til hende.
Mary bemærkede, at hun strålede og så meget glad ud, da hun fortalte historien, og sagde: Farmor, du ser meget adelig ud.