Nye indlæg

 
 
Udsigten fra mit køkkenvindue, Regitze SchmidtVelkommen til Tanker, Tekst og Tal ...
 
... og udsigten fra mit køkkenvindue i Ålsgårde
 
 
 
 
 
Du kan, i menuen ude til venstre, vælge mellem fire kategorier:

Fra mit køkkenvindue i Ålsgårde ... tanker om alt mellem himmel og jord, men en hel del om numerologi
Parkinsons ... om en diagnose
Tidsbilleder ... drømmebilleder fra meditationer og regressioner
Fra barndommens gade ... fortællinger fra 1950-erne
 
 
 
 
 
 
 
 
 
.

I ørnens vingefang

Skrevet af Regitze
11-07-2016 14:40
 
solnedgang, Regitze SchmidtStella kiggede ud af sit køkkenvindue. Øresunds vand var azurblåt på denne søndag, hvor sejlerfolket var på vandet. Sandstranden på svenskesiden skinnede kridhvid foran det lille slot Kulla Gunnarstorp, der var omgivet af skov.
 
Alt emmede af højsommer, hun kunne ikke høre det, men fornam næsten børnenes hvin, når de hoppede i vandet på stranden neden for bakken.
Det eneste der var anderledes, meget anderledes end hvad hun normalt kunne se, var den ualmindeligt store fugl der kredsede over sundet. De store havmåger var i forhold til fuglen; miniaturefugle. Hun kaldte på sin mand, for at han skulle komme og se fuglen, mens hendes blik anerkendende gled over på køkkenbordet, hvor skåle og fade stod og bød sig til med alskens dejlig mad til det ryk ind af gæster, der ville ankomme fra både Danmark og Sverige. Hun havde nået det hele. De stod et øjeblik og betragtede den store fugl og undrede, hvor den kom fra. Ved Esrum sø havde de set fiskeørne; de var store, men denne var større. Deres lille pige-cocker, Prinsessen, gøede voldsomt, gæsterne begyndte at komme.
 
Hun og hendes mand havde sendt indbydelser ud allerede i april måned. Hendes svigermor var død. Ikke pludseligt, men forventeligt, en ældre dame på 87 år, der var lillebitte og gennemsigtig, en skuespillerinde der indtil det sidste med jernvilje spillede sin skuespillerrolle på fuldtid. Skuespillerinden havde i sin sidste vilje udtrykkeligt ønsket, at der ingen begravelse skulle holdes. Sikkert ud fra den betragtning at hun ikke selv kunne være til stede og modtage ovationer. De havde valgt at efterkomme hendes ønske, men mente også at den store familie skulle samles, måske for sidste gang. Skuespillerindens aldrende fætre og kusiner, hvoraf nogle var i halvfemserne, niecer og nevøer med mænd og koner, deres børn og børnebørn, hendes mands børn og ægtefæller med børn, og hendes egne drenge med svigerdøtre og børnebørn. 54 havde sagt ja til at mødes for at mindes skuespillerinden, men også for at få lidt nyt fra familien.
 
Der var et leben af unge og gamle. Hendes mand, Anthony, bød velkommen da alle havde fået et glas vin eller vand. Han holdt en smuk – og humoristisk – lille tale om The Great Swede, som hun blev kaldt, dengang hun endnu var høj, og hvor hendes medspillere i USA måtte stå på kasser for at være på samme højde. Snakken gik lystigt, de mindedes og latteren rungede, der blev skålet og spist.
 
Den store fugl, de tidligere havde set ude over sundet, kredsede nu over huset. Den var ualmindelig stor og alle kiggede op og beundrede den og var på samme tid lidt skræmte. Et var at se en stor fugl i tv, en anden følelse var det at se den så tæt på. En oplevelse og alligevel gled der et uhørligt lettelsens suk gennem alle, da den fløj ind over skoven bag huset. * De stod og talte sammen under de store smukke tujaer, hvor de, for nogle år siden – møjsommeligt - havde fjernet alle de nederste grene. Træerne så nu ud som store stedsegrønne parasoller. Her var Stellas yndlingsplads i liggestolen på de varme dage, når hun nød stilheden, sin bog og kunne kigge op gennem grenene, se den blå himmel og drømme sig til fremmede himmelstrøg. Lige nu spejdede hun efter den store fugl. Det var som om den på én eller måde ville noget, hun følte en sær spænding i brystet, havde en fornemmelse af at noget skulle ske. Samme følelse af forventning som et lille barn har før juleaften, blot var hun samtidig nervøs. Anthony bemærkede med et smil:
- Står du nu og dagdrømmer igen. Hun blev nærværende, tog sig til panden, strøg pandehåret væk og sagde:
- Jeg tror lige, jeg går for mig selv lidt, jeg er en smule svimmel. Sikkert vinen. Hun aede sin mand kærligt over kinden og gik rundt om huset ned mod søen. Prinsessen fulgte med som den evige tro skygge.
 
Børnenes højrøstede leg og den høje stemmeføring på dansk og svensk fortog sig, da hun kom om på den anden side af huset. Og da hun kom ned i skyggen af skoven og satte sig på bænken ved søen, faldt der lidt ro over hende. Hun kiggede på de røde karper, der elegant svømmede rundt i vandet blandt nøkkeroser og siv. Prinsessen stillede sig på bagbenene, hun ville op på bænken. Stella tog hende smilende op, her var det eneste sted, hun fik lov at være oppe. Hun strøg hunden over hovedet og nulrede dens ører, utroligt tænkte hun, hvordan denne hund altid evnede at lodde hendes stemning – og følte hun – også læse hendes tanker. Nu slappede hun af igen. Hun var langt væk i fordybelsen, da hun mærkede, at prinsessen rystede, som hun gjorde, når det var tordenvejr.
En sky gik for solen, troede hun, og kiggede op, men det var ikke en sky. Den store fugl med det enorme vingefang landede på taget af det lille David Crockett hus, som Anthony havde bygget i haven for nogle år siden. Den store fugl, hun havde set kredse over sundet og senere set svæve over huset, hvor den blev ført ind over skoven af den opadstigende termik her på bakken, sad nu helt stille på taget og betragtede dem. Prinsessen kiggede på hende med et skræmt udtryk i øjnene og rystede, som om hun frøs. De betragtede begge intenst den store fugl. Og fuglen var stor, større end nogen fugl hun før havde set. Den havde et hvidt hoved, var lys gråblå ned over hals, skuldre og begyndelsen på vingerne; resten var hvidt og så ud som tyk silke og fløjl.
 
Hvad skulle hun? Hun var bange, faktisk skræmt fra vid og sans - og så alligevel ikke. Hun følte en sær tryghed og indre ro, da hun med fast stemme spurgte:
- Hvad vil du fortælle mig?
Hun kiggede på fuglen, der så på hende med sine kulsorte øjne, der var helt rolige. Tiden stod stille. Så kom der et pludseligt lysglimt, og hun så den store fugl transformere sig til noget, der var endnu større, noget ubeskriveligt, hvidt med store vinger. Nærmest som i trance rejste hun sig op med prinsessen i armene og gik rundt om søen mod fuglen og lysskæret.
Hun lod sig omfavne af den store fjerpragt og lyset - og forsvandt mod himlen.

Kategori: Tidsbilleder
TalsMagi, Regitze SchmidtTanker, Tekst og Tal
Regitze Schmidt | Lergraven 5, DK-3140 Ålsgaarde - Denmark | Tlf.: +45 5150 2881