Hvor højt skal vi hoppe?Lemmingeffekt? Følger vi alle efter som blinde høns, når retningen bliver udstukket? Skal alle kvinder have hjerter på deres Facebook profil? Skal vi alle hoppe, når TV2 og Kræftens Bekæmpelse kører kampagnen Knæk Cancer?
Ingen har endnu spurgt: Hvor højt?
Det er kontroversielt at være “Rasmus modsat” og tale etablissementet midt imod. Indtil for ganske nylig luftede jeg ikke mine tanker, for de er jo mine, og jeg vil ikke yppe kiv, og den-der-lever-stille-lever-godt. Men jeg bliver altså nødt til at få luft, og det lader til, at mange har haft det som jeg. De tier og gør som Vita Andersen foreslog: “Hold kæft og vær smuk”. Men flere begynder at lade deres røster høre.
På Facebook har det på det seneste ikke skortet på opfordringer til at sætte røde hjerter. Sæt en på din egen væg, sæt så en på vedkommendes væg, som har skrevet dette og så videre. Meget á la kædebreve. Dette udspringer uden tvivl af at ville gøre en god gerning, af kærlige tanker, og det er jo i bund og grund en form for næstekærlighed og omsorg. Men måske for letkøbt. Det er ganske enkelt at sætte et hjerte, og så har man købt aflad for alle impulser til at tænke, hvad man måske ellers kunne have gjort.
Personligt synes jeg, at forsøget på massesuggestion har taget overhånd. Knæk Cancer indsamlingen, show og kendisser der endnu engang får promoveret sig som én af de 150 genkendelige, der altid er på skærmen. Og dette sker med de samme værter én gang om året.
For år tilbage så jeg Ove Sprogøe i et satireprogram, hvor han var Rambo som 89-årig, tror jeg, det var. Jeg er lidt bange for, at det samme bliver tilfældet her.
Fornyelse og nytænkning vil være på sin plads. Lav ét stort show om året, et ordentligt show med talentfulde entertainere og kunstnere fra hele verden - ikke blot vore egne selvudråbte verdensnavne - gå bredere i kunstformerne - og saml så ind til samtlige patientorganisationer og del beløbet forholdsmæssigt.
Nedenstående indlæg var d.d. opslag på en af mine Facebook venners væg, og det er viderebragt med hendes godkendelse:
"I denne tid deles røde hjerter og varme tanker til fordel for kræftramte. Jeg kender nogen, der tabte - nogen der vandt - og nogen der kæmper. Alle har min støtte og opbakning i den udstrækning, jeg kan give den. Men i skyggen af Knæk Cancer lever rigtig mange mennesker med andre sygdomme, som er lige så modbydelige. Hvorfor egentlig så ensidig en indsats? Kender vi ikke også alle et menneske med en anden kronisk diagnose, som fortjener opmærksomhed for sin kamp - den daglige indsats imod en kronisk og progressiv sygdom, som aldrig kan helbredes (det ser man da heldigvis blandt kræftdiagnoser). Jeg ved det er en dagdrøm, men kunne man fordele de mange millioner, som i denne kampagne ruller ud af alle lommer, på forskning og udvikling til glæde for flere diagnoser, ville det være fantastisk”. (Ingeborg Uldahl/Vejle)
Flere vil sikkert tænke, at jeg skulle prøve at have kræften tæt inde på livet, så ville jeg nok tænke anderledes. Til det kan jeg fortælle, at jeg fik fjernet livmoderhalskræft i 1980. Og jeg var en af de heldige. Min mands tidligere hustru døde af samme sygdom. Han skrev dengang bogen Cancergaden hånd i hånd (1994), som blev doneret via Hans Reitzels forlag til Kræftens Bekæmpelse.
Man kan overleve kræft, er én af Ingeborg Uldahls konklusioner i ovenstående.
Ingeborg har ligesom jeg Parkinson. Vi er begge stærke og kæmper på hver vor måde med at "udskyde" progressionen.
Alle diagnoser rammer hårdt, men tænk større og tag gigt, Parkinsons, ALS, sklerose og mange flere diagnoser med i kapløbet om pengene til bl.a. forskning.
Klumme trykt i Helsingør Dagblad den 31. oktober 2016