Hvis jeg skal være helt ærlig, så savner jeg julekortet.
Ikke at jeg ikke får et par julekort, det gør jeg – og endda også et par håndskrevne, men de fleste julekort kommer per mail.
Ja, det koster at sende med posten, men glæden ved både at skrive og sende – og at modtage en hilsen i postkassen, er noget ganske særligt.
Er det for dyrt at sende?
Tegn et frimærke, køb et julemærke og tag så cyklen, eller benyt apostlenes heste – få lidt motion – og del kortene ud i nærområdet og køb porto til de julekort, der skal længere væk.
I mit barndomshjem var mine forældres skænk et virvar af julekort, en spændende oplevelse for et barn. Festlige, hjemmegjorte kort med ligeså hjemmegjorte remser og rim, som storfamilien excellerede i. Min mor havde ni søskende, min far tre – og traditionerne blev holdt i hævd. Mine svigerforældres kaminhylde var altid fyldt med festlige og farvestrålende julekort fra ind- og udland.
Mine kort er placeret på kommoden i entréen, og der er god plads, lidt for god. For hvem printer julehilsner, der er kommet på mail? Ikke jeg. Jeg har altid glædet mig ved at læse kortene, når de kom og derefter genlæse dem første juledag. Nogle hænger kortene på en snor, andre på køleskabet – traditionerne er lige så mange som julekortene.
For et stykke tid siden sad jeg i et venteværelse. En lidt ældre dame sad og nørklede med sin mobiltelefon. Jeg fik en længere tirade af halve ukvemsord – på den distingverede måde – om fandens opfindelse, tidsrøver, beskeder på sms og meget mere, hvorefter hun afsluttede med, at hun skrev julekort i hånden, personlige kort med tanker om året, der var gået og om glæden og hyggen ved at skrive kortene. Hun ville blive ved, ved med at glæde andre på den “gammeldags facon” og aldrig overgive sig til den nymodens teknik på dette område.
Min far elskede at skrive julekort. Han skrev meget personlige hilsner og tegnede små humoristiske vignetter, så hans kort var eftertragtede og blev gemt fra år til år. På sine meget ældre dage, hvor han havde svært ved at skrive og tegne, klippede han små blomster og nisser, som han limede på kort. Stadig lige festlige og glade julekort. I en alder af 86 sendte han sine sidste julekort, for som han sagde: Der er jo ingen, jeg længere kan skrive til …
Denne tradition med at skrive til hinanden – ikke et fortrykt kort med underskrift – men at skrive til hinanden, fordi vi har lyst, kærer os om hinanden, vil glæde andre, giver os tid til fordybelsen og tid til at finde de rigtige ord til modtageren, denne tradition må ikke gå tabt.
Trykt i Helsingør Dagblad den 19. december 2016