Gennem århundreder har man tillagt delfinen magiske kræfter og mange betydninger.
I synonymordbogen fortælles blandt andet, at delfinen i sig selv er frelsens allegoriske dyr. Dette til dels fordi delfinen i gamle legender blev betragtet som menneskets ven.
Det fortælles også, at antikkens folkeslag havde den tanke, at delfinen var det hurtigste af alle havdyr, og når den blev afbilledet snoet om et anker, symboliserede det tilbageholdelse af fart, hvilket vil sige klogskab.
Jeg håber vor lille delfin ude i Øresund vil være klog nok til at finde tilbage til Golfstrømmen, inden vandet bliver for koldt.

Forleden havde vi besøg af børn og børnebørn. Den ene smukke, unge frøken på 4,5 år er ret kreativ, og vi tegner ofte. For tiden tegner vi havfruer, for filmen om Ariel er ikke blevet tegnet forgæves. Mens vi tegnede og farvede skæl på havfruens hale - der kommer ret mange interessante spørgsmål fra en halv højde - spurgte frøkenen: “Farmor, hvor kommer havfruen fra?”. Jeg fik fortalt en lang historie om sømænd om bord på de store træskibe i gamle dage, der savnede deres koner og kærester. Når delfinerne sang så smukt og hoppede af glæde langs skibet, så drømte sømændene sig hjem. Sådan kom havfruen til verden. Meget lang pause … &l

Nu får vi snart mulighed for at se ham igen. Hamlet altså. Vi får igen mulighed for at se noget, der efter min mening ikke har det fjerneste med Hamlet at gøre, men tilsyneladende skal der ske ændring. Godt eller dårligt må den enkelte afgøre.
Som det sikkert allerede skinner igennem, er jeg til den klassiske fortælling af Hamlet. Hvorfor lave noget om, der er sublimt? Det har jeg aldrig fattet, men det ligger i tiden, at alt mere eller mindre skal laves om til et realityshow for at tilgodese masserne. Vi skal alle med i båden, vi skal alle være lige. En skæv udvikling efter min mening, for med lighed kommer der ikke udvikling, den udvikling der skaber fremgang. Med lighed følger middelmådighed og stagnation.

Min nu afdøde svigermor Elsy Albiin, https://sv.wikipedia.org/wiki/Elsie_Albiin
var i 1937 praktikant hos Helsingborg Dagblad som journalistelev. Hendes interesse var teater, og hun blev, blot 17 år gammel, sammen med en journalist sendt til Helsingør for se og rapportere om den nye opsætning på Kronborg, hvor Laurence Olivier skulle spille Hamlet og Vivian Leigh hans Ofelia.
Det var en oplevelse for livet, som hun ofte underholdt os med, og hun var, som de fleste andre unge kvinder i 1937, hemmeligt forelsket i datidens superstar Olivier.
Senere blev min svigermor en kendt svensk skuespillerinde og indspillede film i Sverige, Italien, England og USA, og hun m&os

Mange generer det ikke, men jeg kan altså ikke fordrage at stå i kø. Har aldrig kunnet. Mennesker omkring mig forstår det ikke, som f.x. dengang vi skulle se Jude Law spille Hamlet på Kronborg.

Vi havde inviteret børn og deres bedre halvdele, betalt i dyre domme, og da vi ankom til slottet - ja, rigtigt gættet - skulle vi stå i kø.

Ikke en lille en af slagsen, men meget lang een. Jeg hidsede mig en anelse op, mente at når man havde købt billetter, så skulle man ikke stå i kø.

Hvordan det endte? Jeg solgte min billet ved at hæve stemmen i rækken, tog hjem og familien så en fortrinlig Hamlet uden mig.

Da jeg boede i Düsseldorf i Tyskland og skulle til møde i f.x. Köln, skulle der også altid beregnes en times ekstra køretid, hvis man nu skulle køre ind i en “Stau”. Det er en irriterende del af livsvilkårene der, og jeg har aldrig rigtigt kunne acceptere dette.

I dag skulle jeg møde en veninde på Louisiana, vi har firmakort, en dejlig løsning.

Det var ved åbningstid, og der var lang kø. Vi blev enige om at sidde i bilen og vente lidt. Det gjorde vi så en 10 minutter - og så var køen en halv kilometer.
Tja, vi blev enige om, at Louisiana måtte blive en anden dag. En dag uden for industriferie og mange turister - og så kørte vi ud i det blå.

Spis

Min lille tro væbner og følgesvend, ordene burde rettelig være hunkøn, for hun er den yndigste lille cockerdame.

Meget Disney - Lady og Vagabonden - måske lige bortset fra at hun er det, man kalder en “Blue Roan” altså en sort og hvidmeleret cockerspaniel. Til efteråret fylder hun fire år.

Vi var i går søndag tidligt på færde, for det skulle blive en varm dag - og hvem gider gå lange ture i stegende sol med pels på.

Vi gik langs skoven til vandet, og jeg satte mig på bænken på skrænten, med udsigt til Ålsgårdes Langebro, Kullen og Helsingborg og nede fra stranden kan man se Hamlets Kronbrog. Min bænk er et fantastisk udsigtspunkt.

Mira lagde sig fluks ind under bænken, dels for at komme i skygge, dels for at spise græs med dug på.

Morgensolen bagte, luften var morgenfrisk og der kom af og til en lille brise. Jeg lænede mig tilbage, og herefter gik tiden totalt i stå.

Øresund var blikstille, to unge mænd stod oprette på deres boards og padlede ud fra Langebro, hvor morgenbaderne havde travlt i vandet. To meget store handelsskibe var på vej mod syd, et utal af sejlskibe i alle størrelser var på Sundet, en dame luftede hund og kastede "hente"-pind i vandet nede foran på stranden. Cyklister bag mig med cykelkurve og anhængere på vej mod Hornbæk, en

Når man logger ind på facebook minder siden een om, med jævne mellemrum, opslag man har lagt op på samme dato for et eller flere år siden.

I dag loggede jeg ind til:

"Jeg ligger her på solsengen og nyder dagens sidste livgivende stråler.
Skråt bag mig spiller bagboen klaver, hans vimpel fortæller, at vinden er i nordvest.
Når jeg rejser mig er himlen lyseblå, vandet på Øresund mørkeblåt.
Vor anden nabo har stille gæster, vor tredje er netop kommet hjem fra campingferie i Skagen.
Dyrlægens, længere henne, er ved at stable brænde inden det bliver torden.
Vore krydderurter har besøg af et utal af bier og smukke sommerfugle.
Vinden suser i bøgebladenes træer, hos min fjerde nabo - skoven, det er skøn dansk sommer."

Skrivet er tre år gammelt, og jeg husker tydeligt den eftermiddag, hvor tiden stod stille; så stille, at jeg kunne sanse tydeligt.
Øresunds vand er stadig blåt, himlen er stadig smuk, skoven stadig fantastisk, stilheden tænker vi os dagligt til, da to af vore naboer er gået til de evige jagtmarker, og vi er blevet beriget med en meget yngre generation - foreløbig blot til den ene side.
Oh ja, de spiller skam også klaver. Det vil sige, børnene "spiller" for åbne vinduer.

Lyden rammer skoven og ekkoer tilbage - det giver en god klangbund.
I min familie siger vi, at det er "ø

Retfærdighed, hvad er det? Selvjustits er det retfærdighed? Jeg kan ikke forstå, selvom jeg gør mig de ihærdigste forsøg, menneskers adfærd i denne nye verden af vold.

Episoder - og det kan jeg vel ikke engang tillade mig at kalde disse drab, hvor betjente i USA bliver dræbt. Episoder, der er gengældelse for angiveligt politivold og drab. Et ældre forældrepar bliver dræbt af deres søn i Danmark og nu drab i Sydtyskland begået af en afghansk flygtning.

Hvad har gerningsmændene til disse voldshandlinger til fælles?
De har alle været involveret i grusomheder og krig. Oplevelser som vold, overgreb, drab og handlinger, der ikke normalt forekommer i vor civiliserede verden. Grusomheder der sætter sig som ar på sjælen, grusomheder der giver forstyrrelser i tankerækken, grusomheder der spiller puds med hjernen.

Hjernen vor komplekse store valnød på førstesal, som endnu ikke er færdigudforsket, burde prioriteres noget mere til gavn for vore hjemvendte veteraner, der skal leve med krigens gru på nethinden.

Man kan lukke øjnene, men man kan ikke lukke hjernen.

Så har terroren igen kastet sin lange, mørke skygge.
Denne gang på Bastilledagen og over byen og feriemålet Nice i Frankrig, men med afsmittende effekt på hele verden.
Ingen kan længere føle sig helt sikker.

Vi danskere er vokset op med tryghed.
At kunne føle sig sikker har været vor dåbsgave. Uden at male en mørk mand på væggen, må vi desværre konstatere, at sådan er det ikke længere.

Vi bliver opfordrede til at gøre, som vi plejer, at leve livet som vi plejer.
Det ville være så enkelt, at gøre som sagt. Tvivl og nag vil være følgesvenden fremover. Vi vil være opmærksomme - igen - i et stykke tid, for så at glemme. Lige indtil det sker igen. Og det vil ske.

Så længe der findes mennesker, der er villige til at ofre deres liv for den "sag" de kæmper for, så længe vil der være ofre i den vestlige, demokratiske verden.

Vi kan ikke melde os ud, vi kan ikke stemple ud, vi kan ikke sige; det vil jeg ikke have noget at gøre med, eller det vælger jeg ikke at se.
Vi må tage stilling og alle må være med til på fredelig vis at bekæmpe terrorismen med alle facetter af klogskab, oplysthed, stædighed, agtpågivenhed og så villigheden til at være der for hinanden.

 

Mogens Dam skrev i 1948 revyvisen;

Wimbledon er netop afsluttet; og igen i år har vi nydt tennisspillet; selvom flere af spillerne mangler selvjustits, har mange irritationsudbrud, stønner/råber, smider med ketcheren og ja, viser "usportslig opførsel”.

Tidligere var tennis en gentleman sport, hvor også tilskuerne havde pli og opførte sig ordenligt. Nu om stunder har nogle af de deltagende spillere en supportgruppe med, der med råben og skrigen prøver at opildne fra sidelinjen.

Ikke særlig skønt/kønt at lægge øre eller syn til.

Årets vinder på herresiden, den skotske tennisspiller Andy Murray, var helt sikkert den rette vinder.
Men hold da op hvor kan jeg blive irriteret over at se hans opførsel, når spillet ikke flasker sig for ham. Han stamper, råber, skælder ud på træner og andre i vip-boksen, opfører sig i det hele taget som en forkælet unge, hvad han sikkert også er.

Når han vinder, knytter han hånden og kigger op mod sin boks for at understrege sin vinderbold eller sit slag.
Gad vide hvad Ivan Lendl, Murrays træner, tænker. Han er nok en af de mest elegante og gentlemanagtige tennisspillere nogensinde - åh, måske lige med undtagelse af Roger Federer.

Da vi havde sommerhus i Rågeleje, var vi medlemmer af en lille privat tennisklub med een tennisbane.

Vi boede små 500 meter fra banen, og når vinden